Koncerter

Bright Eyes, 26.02.05, Store Vega, København

En udvikling har fundet sted. I sangskrivning såvel som i popularitet. Bright Eyes betrådte Vegas store scene, og med ét var de små intense koncerteksplosioner, som man tidligere har kunnet opleve i selskab med bandet, ændret til fordel for et generelt større billede. En udvikling har så sandelig fundet sted – på godt og ondt.

Det var symptomatisk at flytte Bright Eyes’ koncert fra Vegas lille sal til den store. Det er i de senere år en naturlig udvikling, der har fundet sted i takt med Conor Obersts store gennembrud, især på sit eget amerikanske kontinent. Lifted fra 2002 brød gennem en særlig sfære med et salgstal pænt over 200.000 – ikke ilde for en knægt på et indielabel som han i sin tid selv var med til at starte op!

Han er kun 25 år, Conor Oberst. Og tidligere i år fortsatte han sin fremturen med en ambitiøs, samtidig release af to plader, som stikker i hver deres musikalske retning. Et forudgående singleudspil fra hver respektive plade gik henholdsvis nummer ét og to på Billboards salgsliste – ganske sigende for den størrelse som fænomenet Bright Eyes er blevet til.

Normalt omhandler en koncertanmeldelse en indkapsling af en given aften med koncentration om de begivenheder, som finder sted inden for det begrænsede tidsrum, som koncerten udspiller sig inden for. Jeg vil dog her indledningsvis skue længere tilbage. Det kan virke åh-så sentimentalt, og jeg vil nødig være typen, som altid synes, at et gældende band var federe, inden de slog igennem.

Men der var en tid før denne aftens koncert på Store Vega. Der var en tid, hvor Conor Oberst og co. betrådte den mere beskedne scene på Loppen. Det var samtidig en tid, hvor sangskrivningen var mere pueril og nervepirrende. Og når man på Loppen stod nærmest lige oppe i hovedet på Bright Eyes med en snerrende, grædende, hysterisk stampende og generelt emotionelt rutschende Conor Oberst i front, var intensiteten skudt helt til vejrs.


The picture is far too big to look at, kid / Your eyes won’t open wide enough / And you’re constantly surrounded by that swirling stream of what is and what was.”
Således synger Oberst i én af sine sange. Det er linjer, der er meget sigende for den udvikling, man i Store Vega stod vidne til. Parametrene syntes lagt på en væsentlig større skala, og alt der før var som det store i det små var nu noget andet. Det brede lærred, den store scene… og læg dertil en mere moden sangskrivning som fra tid til anden flirter med folkrockens protestsange.

Den tematiske indramning for denne aftens koncert var netop folkrocken. Udgangspunktet var den fantastiske nye plade I’m Wide Awake, It’s Morning, mens tvillingepladen var helt og aldeles udeladt. Det samme var hele bagkataloget… næsten da! Der var enkelte afstikkere til Lifted og Fevers and Mirrors (ét nummer) samt drilske (og måske endda hånligt mod eget materiale) løfter om at spille Haligh, Haligh, a Lie, Haligh – hvilket aldrig skete.

Bright Eyes-konstellationen på Vegas store scene var et syv-mand-stort band, som samtidig syntes at krympe i det større format. Leveringen af de nye, mere traditionelt-orienterede sange faldt derved i flere tilfælde igennem. Sådan føltes det umiddelbart, hvis man én eller flere tidligere gange havde oplevet bandet på Loppen. Men efter en vænnen sig til tanken bød koncerten på flere flotte øjeblikke.

Udtrykkene lod sig inddele i mere rockende kompositioner med masser af elektrisk guitar, lap-steel, mandolin, keyboard og trompet samt helt nedbarberede sange med Oberst på kun akustisk guitar og vokal. Førstnævnte druknede ofte i halvskidt lyd, men bød også på flere flotte øjeblikke (Another Travelin’ Song og Old Soul Song (for the New World Order)), mens sidstnævnte indprintede sig stærkest efter sidste udtoning. Sange som Lua, Poison Oak og Land Locked Blues ramte lige i hjertekulen, og alene disse gjorde koncerten til en bemærkelsesværdig begivenhed.

Men i takt med at scenen nu er større, kræver det hele lige pludselig mere og måske endda noget andet. Selvom sangskrivningen er modnet og stærk, holder den ikke helt til det større rum. Og Bright Eyes lignede heller ikke et band, der var trygge ved det. Leveringen var meget ’dekadent’, som min sidemand bemærkede. Netop dekadent har Bright Eyes altid været, men tidligere på de små scener blev dekadencen holdt oppe af intensitet, og den var lettere fraværende denne aften, hvor man i stedet for at stirre bandet lige i øjnene måtte skue opad. Perspektivet er ændret – på godt og ondt.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn
Bright Eyes: I’m Wide Awake, It’s Morning

Karakter:       Bedømmelseskriterier

Deltag i debat