Plader

The Dammitheads: Freeze Motherstickers…

Skrevet af Stine Mogensen

Tilsyneladende behageligt ukompliceret retrorock fra ostestaten Wisconsin. Freeze Motherstickers afslører sig dog hurtigt som et lidt mere komplekst foretagende, for de enkle kompositioner gemmer på mere under overfladen. Det er interessant … et stykke hen ad vejen, i hvert fald.

Hvis man som undertegnede er én af de mange, der endnu har til gode at prøve at rasle af sted på en støvet amerikansk landevej i en rustende pick-up truck med solen i nakken og sand mellem tænderne, kan ventetiden jo fordrives med soundtracket til køreturen.

Og det kan passende leveres af den amerikanske duo The Dammitheads, hvis debutplade Freeze Motherstickers er et hyggeligt, dovent og overvejende behageligt bekendtskab, som formidler den rette stemning af solvarm asfalt og blå himmel, dog med et lille interessant tvist.
The Dammitheads har nemlig deres egen specielle retrorockede, men også skramlende stil, som gør, at Freeze Motherstickers ikke bare kan puttes i kategoriskuffen sammen med andre mere ligefremme rockudgivelser.

Pladen byder på i alt 11 minimalistiske og forholdsvis upolerede kompositioner, hvoraf nogle indeholder næsten poppede elementer, som trænger igennem lydbilledet.
Men det er kun på overfladen, at Freeze Motherstickers kan betegnes som umiddelbar og ligefrem. Proportionelt med antallet af gennemlytninger bemærker man flere og flere små skævheder, der gør pladen mere kompleks end som så og giver defineringsproblemer.

Åbningsnummeret er det lette “Alright”, som med sit catchy omkvæd og behageligt friske ’lige ud ad landevejen’-stemning lover godt for resten af pladen – som man ikke skal have lyttet til i længere tid, før der tegner sig et gennemgående mønster.

Det høres nemlig tydeligt, at numrene generelt er opbygget efter det samme system, hvor lag på lag af instrumentering og en akkumulerende intensitet tilføjes den enkle melodi. Lidt som i en god håndfuld engelske triflier. Og opskriften er generelt rigtig velsmagende, men dog uden at udfordre de musikalske smagsløg alt for meget. For leder man efter direkte provokation til sit stereoanlæg, så er dette det forkerte sted at lede. Kompleksiteten til trods befinder vi os her i hyggeafdelingen, men det er der bestemt heller ingenting galt i, når man overvejende føler sig så godt tilpas, som tilfældet er i selskab med The Dammitheads.

Ud over åbningsnummeret er der også andre sange, der fortjener at blive fremhævet. “Stop Engo” lader en klirrende guitarintro starte et luskende og eftertænksomt nummer. “Gimme Blood” er et ukompliceret rocknummer, som på elegant vis, via små diskrete, velplacerede pip fra keyboardet, løftes ud af den gængse malstrøm af kedelig rockmusik og i stedet formår at kradse lytteren lidt i øret. Det samme skal “Taking the Long Way Home” roses for. Her kombineres slæbende stortrommer med et mindre arsenal af bjælder og klokkespil på en ganske vellykket måde.

Til gengæld begynder man at kede sig fælt, når The Dammitheads til tider tager den ligefremme rock en tand for alvorligt, hvilket resulterer i numre, der bare er lidt for meget og lidt for lidt på samme tid. Et eksempel er “… When the Last Bring It down”, som skramler af sted i et røvballerocket tempo og ikke efterlader sig noget indtryk, hvilket også er tilfældet i “Stock Answer”, der bedst kan betegnes som en slags Kings of Leon-light.

Freeze Motherstickers”¦ efterlader et blandet, men overvejende godt indtryk. Forsanger, guitarist, bassist, keyboard-kontrollør og sangskriver David Tomaloff har en fin rocket vokal, som måske nok ikke starter revolutioner, men som så til tider lyder som en hæs Elvis Costello.

The Dammitheads har nemlig med deres på en gang bløde og kantede stil bestemt fat i noget af det rigtige. Det er denne, der giver numrene deres helt specielle feel og gør dem interessante. Det er derfor også, når der fraviges for meget fra stilen, at det bliver kedsommeligt, og det sker desværre lidt for ofte. Derfor kommer pladen også til at virke lidt som en stiløvelse. Man sidder konstant og spidser ører og lytter efter mere i den fine kompleksitet i de raslende sammensatte kompositioner, der generelt lover mere, end de kan holde. Men selvom Freeze Motherstickers”¦ således, trods flødeskumstoppingen af behagelighed, giver for få musikalske kalorier, kan man også mærke, at The Dammitheads har mere at byde på. Det glæder jeg mig til at høre.

★★★☆☆☆

Deltag i debat