Plader

Early Day Miners: All Harm Ends Here

Skrevet af Troels Mads

Early Day Miners har begået endnu en rigtig god plade. Problemet er bare, at den slægter gruppens tidligere udgivelser lige vel meget på. Musik macht froh, ja – men rigtig lykkeligt bliver det først, når Early Day Miners tør afvige lidt mere fra det, der efterhånden ligner en standardformel.

Fans af Early Day Miners vil næppe være skuffede over denne deres fjerde fuldlængde, All Harm Ends Here, for alting er, et langt stykke hen ad vejen, som det plejer at være. Og det er sådan set både godt og skidt; hvorfor ændre på en recept, der måske ikke er umiskendelig, men trods alt deres egen, og som frem for har fungeret upåklageligt hidtil – og for så vidt stadig gør det?

Det er vanen tro malerier af rurale landskaber farvelagt med melankoliens brede pensel og stemninger samt lag-på-lag-instrumentering med forrang for melodi i klassisk forstand. Slow-paced guitarrock, der bedst rubriceres som slowcore på momentvis hugst i broderbandet Ativins mathrock – men det er vel at mærke kun, når bølgerne går højest. Og det gør de (for) sjældent.

Den polyrytmiske åbningsskæring, “Errance”, er pladens bedste. Den kører i et højere gear end normalt (og resten af pladen) med al den adspredelse, der nu engang kan ligge i dét.
Derfra går det nogenlunde stødt nedad i tempo og til en vis grad går interessen desværre samme vej. Tekstligt kredses der om frygt og rodløshed (der rimer på modløshed). Og den bedrøvelige tematik holder pladen ud: Det er fra kassen med forfald, svig og endda selvmord, at tekstuniverset henter sin inspiration.

Men Early Day Miners er ikke ude på at slå alt håb til jorden. Det erklærede motto lyder, at “hope transcends even [the] darkest themes”. Trods alt. Og det giver faktisk mening, for hvor der ikke er megen optimisme at spore i lyrikken, er der det til gengæld i musikken, der bærer præg af en vis ‘feel good’-stemning. Ikke sådan at forstå at guitarfladerne ligefrem skærer sig vej gennem tristessen, der er ikke tale om et egentligt modsætningsforhold, men de indgyder numrene varme; det går nok alt sammen – All Harm Ends Here. Ikke for bestandigt, men som en del af en vedvarende proces. Musik, der gør ondt på den fede måde, og som tilbyder en slags frelse, hvor stakket den end måtte være. Og det er da i grunden ikke det værste, musik kan gøre.

Det halvvejs titelnummer “All Harm” er en anden favorit. Daniel Burtons vokal er på pladen generelt en smule udvisket, men her får den lov til at indgå i harmonier og stige en tand i intensitet og bliver således til mere end blot endnu et lag i musikken. Dét skud nødvendighed, det at den kræver at blive lyttet til, klæder både den og nummeret godt.

Fremhæves skal også Matt Griffins fine trommespil og Jonathan Richardsons ditto basspil. De er nemlig (relativt) nye i Early Day Miners-sammenhæng. Pladen er indspillet delvist live i en gammel kirke, og i bedste Cat Power-stil påstås det af bandet, at det spøgte under optagelserne. Pladen er efterfølgende mixet og overdubbet for at fremelske den karakteristiske ’skrabede massivitet’ i det musikalske udtryk.

Coveret er både flot og sigende, på en gang simpelt og komplekst: En smuk, ung kvinde (med en rødlig nylonstrømpe om hovedet og mælkehvid hud) på en baggrund af bjerge og blå himmel og hvidt med meget sparsomme linernotes. Det er en absurd opstilling, javist, men alligevel meget let forståeligt. Det er kødeligt og smukt og evighedsperspektivisk, og det skal netop ikke forstås, men sanses. Præcis som musikken.

Early Day Miners har begået endnu en rigtig god plade, der er som skabt til at lytte til, når man er helt alene. Det er soundtracket til de stunder, hvor blikket fortaber sig i horisonten, og tankerne falder i staver.
Men et kritikpunkt anes alligevel. Fans af Early Day Miners kan fortsætte, hvor de slap, og være tilfredse med, at kvintetten til stadighed udforsker den del af rocklandet, der er deres. Men nye disciple kan i princippet lige så godt investere i et af gruppens tre andre album. Det er vist ikke helt tilfredsstillende. Hvis der kan stilles minimumskrav til musikalsk udvikling, honorerer Early Day Miners dem dårligt. De første par numre på pladen (dem, der nærmer sig en lidt ’hårdere’ sound) kunne muligvis udstikke en farbar vej for fremtiden.
All Harm Ends Here er vellykket, men man kan håbe på, at Early Day Miners finder ny inspiration til næste gang, de barsler med en plade.

★★★★☆☆

Lyt til “All Harm”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/all%20harm.mp3]

Deltag i debat