Plader

For Stars: …It Falls Apart

Skrevet af Kasper Würtz

Nogle gange er en sang bare middelmådig, og det er desværre tilfældet for hovedparten af numrene på For Stars’ fjerde album. Carlos Forster anstrenger sig alt for meget, og kun en enkelt gang lykkedes det for ham at gøre det, som …It Falls Apart egentlig handler om: at bygge musikken op og lade den falde sammen igen.

…It Falls Apart er For Stars’ fjerde udspil på fem år, og de ambitiøse amerikanere med Carlos Forster i førersædet kører i samme melankolske rille og med samme Radiohead-inspiration som tidligere.

I starten er det lige ved at blive for meget; man overvældes en smule af den uoriginalitet, som åbneren “I Should Have Told You” lider af, og sangen lyder mest af alt som et The Bends-fraklip.

“Calm Down, Baby” er en klassisk break-up-sang, hvor sørgelige klavertoner bliver sat i svingninger og skaber en rungende tomhed, hvori der hviskes erklæringer som »There’s a million things I’d rather be than your friend.« Men den rene patos besudles af Forsters fortænkte, skrøbelige vokal, der minder om en mindre fyldig udgave af Thom Yorkes. Og i de situationer, hvor man tyr til break-up-sangene, har man brug for en person, der lider på samme måde, som man selv gør, og ikke én, der bare lader som om. At sangen får en smule kant, da et skævt orgel bryder frem, ændrer ikke det faktum, at jeg til enhver tid vil foretrække Red House Painters’ oprigtige sange om tabt kærlighed, når en sådan sindsstemning behøves.

Heldigvis forlades den uægte melankoli til fordel for “It Doesn’t Really Matter”, albummets eneste uptempo-sang, hvor trommerne dikterer en hamrende puls. Væk er sorgen, samtidigt med at der er tilføjet flere lag til melodien. En insisterende guitar giver fylde til det harmoniske omkvæd, der ligger sig yderst tæt op ad Doves’ præstationer på The Last Broadcast. Desværre bliver sangen aldrig rigtig god, men heller aldrig rigtig dårlig – hvilket næsten gør det endnu værre, for i et sådan middelmådighedslimbo er der slet ikke noget at hente.

I den Talk Talk-inspirerede “In the End” begynder vi endnu engang i et patos-overload, når Forsters højtsvævende vokal synger »death is not the end« over endnu et nøgent stykke musik, inden maskinelle samlebåndslyde løber om kap med et guitarriff. Dette nye lag reducerer patosen en smule, så den nu virker mere oprigtig, men man bliver aldrig rigtig bevæget af hverken Forsters musik eller tekster.

Herefter følger dog et lille højdepunkt, “Shattered Glass”, hvor det allestedsnærværende klaver får et dejligt modspil, da en yderst skæv guitar synger sin sirenesang i en af de mere tillokkende sange på …It Falls Apart. Den påtagede skrøbelighed i Forsters vokal er heller ikke lige så dominerende her, men endnu en gang bliver det aldrig rigtigt hjerteskærende eller intenst, selv om legen med både vokal og støjrockselementer forsøger at nå disse følelsesniveauer. Problemet er nok i virkeligheden, at han prøver for meget, blæser sin patos ud af proportioner og desuden er bange for at trække det musikalske længere ud for derved at give sig selv lidt mere plads at boltre sig på. Så ville de fortættede følelser måske også være til at bære.

Det arkitektoniske cover lægger ellers op til, at man burde kunne tage disse forskellige numres musikalske figurer og bygge lydbilleder op, som er til at tage og føle på; selv titlerne har noget konceptuelt over sig. Sættes de sammen får, man nemlig sætningerne: »I should have told you, calm down baby. It doesn’t really matter. In the end shattered glass reminds you, if it falls apart lend out your love.«

Kun den 10 minutter lange titelsang lever op til dette arkitektprojekt, for her giver Forster nemlig sig selv og sin musik lov til at folde sig rigtigt ud. Der bygges tunge toner oven på den spinkle stemning, mens der synges: »Isn’t it amazing to watch the colors changing?«
Endelig lader For Stars musikken køre ud og falde sammen igen uden sikkerhedsnet, og det gør bestemt ikke noget.

Desværre er det slet ikke nok til at redde helhedsindtrykket, og da man herefter vender tilbage til de for højtravende følelser, sidder man med en fornemmelse af, at potentialet er til stede hos For Stars, men det bliver ikke i dette udspil, at det realiseres.
At den afsluttende, ubetitlede sang tilmed er en hamrende kedelig fingerspilsballade med fuglekvidder og sætninger som »And I will forever love you, and I will always be true to you,« er lige ved at trække den samlede karakter helt i bund, men takket være For Stars’ ene vellykkede eksperiment og de øvrige sanges middelmådighed lander …It Falls Apart på den kedelige midterplacering.

★★★☆☆☆

Deltag i debat