Plader

Gåte: Iselilja

Skrevet af Marco Krockert

Norge byder på endnu en musikalsk overraskelse med Gåte, der med deres andet album giver rocken en passende dosis oldnordisk trolddom.

Gåte følger op på en for undertegnede ukendt debut, der ellers i 2002 høstede stor anerkendelse i hjemlandet Norge. Iselilja er allerede i gang med at hente flere priser hjem dér, og det er jo ellers ikke, fordi det er småt med konkurrencen. Dette giver allerede et fingerpeg, om hvilken kvalitet vi har med at gøre, og det er heldigvis ikke ubegrundet.

Musikken er ellers ikke så gådefuld, som navnet antyder, men et forholdsvis ligefremt og lettilgængeligt bud på et hybrid af skandinavisk folkemusik og energisk rock.
Svenske Garmarna og vore hjemlige Sorten Muld har fået meget godt ud af at spæde folkemusikken op med elektroniske elementer, mens Gåte i stedet kombinerer et velkendt, rockbaseret lydbillede tilsat den for den nordiske musiks vedkommende så karakteristiske fiol. Der udfoldes ikke nær den samme rytmiske og formmæssige kompleksitet som f.eks. hos Hedningarna, men det gør heller ikke noget, for til gengæld bliver man udsat for et sammenspil, der er så rystende veludført og dynamisk, at man ikke kan undgå at blive revet med.

Det er virkelig ’the best of both worlds’, der udfoldes her – ikke mindst på grund af Gunnhild Sundlis fornemme vokalarbejde som, ud over at demonstrere en umådelig stemmestyrke, beviser, hvor dramatisk og nærværende et skandinavisk sprog kan lyde; de norske konsonanter bliver både spyttet ud, hvisket og smukt intoneret. Man kan ikke undgå at blive hevet midt ind i fortællingernes akse.
Samtidig levnes der rigelig plads til instrumenterne, som alle spilles med en sikker ekvilibrisme uden nogen sinde at tabe melodien af syne. Albummet rummer desuden stemningsmæssigt en bred palet, der sørger for en klædelig variation af den beskrevne grundformel.

Teksterne er solidt forankret i det oldnordiske univers, men besidder en eviggyldighed, der er med til at forlene musikken med et skær af befriende tidløshed.
Gennem barske fortællinger og indtrængende bønner er kærligheden det gennemgående tema, og det beskrives med lige dele styrke og sårbarhed på et anakronistisk norsk, der har den typisk nordiske lakoni som udgangspunkt. Det er ikke altid helt nemt for en sølle nutidsdaner at forstå det hele, men på den anden side giver det også sproget noget af dets magi.

Skal man overhovedet kritisere noget ved albummet, må det være den noget korte længde, der lægger en lille dæmper på det episke strøg, som i forvejen er til stede. Det er, som om der lige mangler et sidste skub, før vi kan tale om en plade med ægte klassikerformat.

Men de, som i forvejen har et kærligt forhold til de andre ovennævnte bands, vil uden tvivl også stornyde dette friske skud på stammen, mens rockfolket sikkert også vil føle sig godt hjemme blandt de gyngende trommer, flotte guitareskapader og atmosfæriske basgange, der trods alt giver associationer til en velkendt rocklyd.
Derudover er melodierne så stærke, at man uanset smagsfordomme sikkert vil kunne nynne med efter blot et par gennemlytninger. Jeg kan godt anbefale denne plade som kærestegave!

★★★★★☆

Deltag i debat