Plader

Adam Green: Gemstones

Adam Green, den excentriske klovn fra The Moldy Peaches, har udgivet sin tredje soloplade, Gemstones. Adam Green leger videre i sit bizarre og løjerlige univers, men han formår ikke at skabe de ædelstene, albumtitlen råber så højt om.

»Carolina, she’s from Texas, red bricks drop from her vagina. Oh, her lips taste just like sunk ships, but her breast taste just like breakfast.«

Oversat til dansk og tilsat lidt brøl og bonderøv kunne ovenstående strofer umiddelbart lyde som noget, der blev spyttet ud mellem fortænderne på Heavy Henning fra Red Warszawa i selskab med verdens største lolitadukke på en eller anden rigtig fugtig Langelandsfestival i slut-90’erne. Eller måske bare Bloodhound Gang i en skrabet, musikalsk primitiv version. Men nej, forfatteren er amerikanske Adam Green, som hos de fleste nok er bedre kendt som den ene halvdel af den aparte indie/galskabs-duo The Moldy Peaches. Sideløbende med Moldy Peaches har Adam Green med sine nu tre albums skabt sig lidt af en solokarriere, der bl.a. har kastet ham i de store drenges rampelys ved flere opvarmningsjob for The Strokes.

Hvordan Adam Green er nået så langt, er ikke svært at forstå. Med sine småplatte, sjofle tekster og iørefaldende, folkede viser er han tilsyneladende blevet et kitschet morsomheds-ikon på især den amerikanske indiescene. Det kan dog være svært at fatte, hvordan i alverden denne proletariske lillebrortype undgår at blive træt af sig selv.

Teksterne på Gemstones er ekstremt ensidige. Humoren er det altdominerende aspekt på denne plade – og i og for sig er der heller ikke noget i vejen med gøgleri og platheder, hvis det vel at mærke bliver holdt nede af gode kompositioner eller andre lyriske godbidder. Adam Green er dog også jævnligt sjov, men han forsøger generelt alt for meget, og det er trættende, at alle numrene bare hamrer løs i samme tekstmæssigt useriøse og sarkastiske rille.

Problemet er nemlig, at det fjerner fokus fra de gode passager i musikken, for dem findes der rent faktisk et par stykker af på Gemstones. Titelnummeret er, ligesom flere af skæringerne på Gemstones, præget af hurtige temposkift, og det er de markante breaks, der ligesom sætter dagsordenen.

Det hele starter godt; rolig, fængende melodi på et solidt underlag af akustisk guitar og en næsten helt underholdende tekst. Et pludseligt break smider os ind i et kækt omkvæd, der med panfløjte og en heftig rytme minder om nogle af Belle & Sebastians mere overstadige passager. Desværre ødelægges dynamikken i nummeret til sidst, da Adam Green giver den gas, kører tempoet op i en spids, og i et virvar af ligegyldigt pladder om Dunkin’ Donuts og funny bitches afslutter nummeret i et skingert »ALRIGHT!.« Afslutningen er skuffende og uinteressant og tilfører ikke nummeret noget positivt – tværtimod.

Adam Green er åbenbart stor tilhænger af disse spontane og sjofle punktummer, for flere numre på Gemstones lider under samme ligegyldige afslutningsmanøvre. Bl.a. det helt varietéagtige og fængende nummer “Chubby Princesses”, der ellers, hvis han havde droppet bite-my-cock-slutningen, havde været en helt velformet, lille musikalsk hårbolle.

“He’s the Brat” er til gengæld er et af de heldigere numre. Det bløde flow og oldschool-rytmen minder om 60’ernes folkscene, og tekstmæssigt skaber Adam Green næsten en balance mellem ordgas og seriøsitet. I hvert fald får han næsten fremstammet et budskab med sine udgydelser.

Gemstones indeholder i og for sig mange små, finurlige og iørefaldende melodier, og de skiftende temaer og breaks holder mig fanget det første stykke tid. Men numrene er generelt for korte og udynamiske, og de skiller sig ikke mærkbart ud fra hinanden. De ironiske og fjollede teksters eksistens retfærdiggøres ikke rigtig på pladen, for de er hverken specielt underholdende eller tankevækkende. Adam Green fortæller syrede anekdoter og lirer vittigheder af i hobetal, men man finder aldrig ud af, hvem han egentlig er, og man ender med at sidde tilbage med et cover og en følelse af tomhed.

Adam Green formår uden tvivl at skabe sit helt eget, lille drengerøvsunivers. Et univers, der dog havde fungeret bedre med et mere massivt og kreativt indhold samt solide kompositioner.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat