Nyheder

Karenstid på musik fra biblioteket


Gruff Rhys' kommende plade kommer først på bibliotekshylderne om fire måneder

Når der fremover bliver sendt nye danske og udenlandske plader på gaden, kan du ikke gå ned på dit bibliotek og låne et eksemplar med hjem – i hvert fald ikke før fire måneder efter udgivelsesdagen. Denne regel er blevet vedtaget og træder i kraft i dag.

Idéen er endnu et forkrampet forsøg på at stoppe den udbredte piratkopiering. Pladeindustrien håber, at de ved at få lukket tilgangen til ny musik via bibliotekerne kan få lokket lytterne ud i pladeforretninger og genvinde “tabte” forbrugere.

Der bliver dog set væsentlig anderledes på sagen fra bibliotekerne. De mener, at deres service over for borgerne bliver forringet.
Direktør for Danmarks Biblioteksforening Winnie Vitzansky har tidligere udtalt, at tiltaget går stik imod hensigten i biblioteksloven. Hun mener, at karenstid ikke vil modvirke piratforetagendet, fordi ingen vil vente fire måneder på at få en gældende plade. Og netop derfor vil folk fortsætte kopieringen, måske endda i yderligere grad.

Deltag i debat