Plader

Melvins + Lustmord: Pigs of the Roman Empire

Skrevet af Martin Laurberg

King Bozzos tonser-, syre- og stenerrockere er tilbage. Denne gang har de allieret sig med gyser-sound-designeren Lustmord. Det er der kommet en mærkelig plade ud af, som er creepy ad helvede til.

Melvins har i årenes løb bevæget sig ud i nærmest alle tænkelige stilretninger og splittet alt ad med deres unikke blanding af metal og syrerock. På Pigs of the Roman Empire har de allieret sig med den gyseragtige sound-designer Lustmord, der bl.a. er kendt som manden bag lydsporene til The Crow og Spawn (og Teenage Mutant Ninja Turtles, men det er mindre relevant i denne sammenhæng). Det er der kommet en meget mørk og horrorfilms-agtig plade ud af, hvor Melvins’ tonser-rock bliver blandet med Lustmords lydbilleder, som er af typen: “Ude i skoven, det er nat, varulvene hyler, vampyrer og lystmordere lurer bag hvert krat, oppe på bakken ligger der en borg, man kan høre lænker, der rasler.”

Hvis man hører til dem, som fløj hen og købte Houdini, da Kurt Cobain i sin tid udnævnte Melvins til sit yndlingsband, og efterfølgende knaldede ud til dens bølleagtige og slagkraftige ur-riffs, er Pigs of the Roman Empire måske lidt skuffende. Som regel er noget af det sublime ved Melvins, at de skriver nogle af jordens mest primitive numre, men alligevel formår at levere dem på en flabet, eksperimenterende og ikke så bølleagtig måde endda. Men på Pigs of the Roman Empire giver Lustmords gyserstemning det hele en ekstra snert af metal, og derfor er pladen mere entydigt mørk og netop bølleagtig.

Om det er godt eller skidt, afhænger formentlig af, hvordan man ser på det. Lustmord er ikke noget dårligt valg af samarbejdspartner. De steder på Pigs of the Roman Empire, hvor hans elektronik på vellykket vis vikler sig ind i musikken – f.eks. i den fine “Toadi Acceleratio”, som er en dronende etno-syret sag – opstår der en stemningsfuld synergi.
Men andre steder har Melvins og Lustmord en tendens til nærmest at modarbejde hinanden, sådan at begge bliver trukket i en uopfindsom retning. Ofte – f.eks. i “Safety Third”, som er en gang uptempo-syrerock med et guitarriff, der kører meget længe – opstår der ikke rigtig nogen enhed mellem stenerrock og elektronik, og eftersom ingen af delene er stærke nok til at kunne klare sig alene, ender det hele med at blive lidt trægt og ligegyldigt.

At samarbejdet mellem Melvins og Lustmord er besynderligt og ikke altid helt vellykket, kan man især høre i pladens absolutte omdrejningspunkt, det 23 minutter lange titelnummer. Frem for at sammensmelte tonserrock og elektronik skiftes Melvins og Lustmord nærmest til at spille en passage. Det er lidt mærkeligt og usammenhængende, og det virker, som om sangen nærmere er en slags delt komposition end et egentligt samarbejde. Selv om dele af nummeret er virkelig gode og meget opfindsomme, er det overordnede indtryk stadigvæk, at det ikke er helt vellykket.

Pigs of the Roman Empire er en plade med gode øjeblikke. Men paradoksalt nok er den næsten bedst de steder, hvor Lustmord og Melvins står mest alene.
“The Bloated Pope” og især “Pink Bat” er slagkraftige og stærke Melvins-numre med blytunge guitarriffs, og “Idolatrous Apostate” samt det titelløse ekstranummer er stemningsfulde lydbilleder, hvor Lustmord får lov at udfolde sig.
Pigs of the Roman Empire er med andre ord en plade, som trods mange dejlige passager efterlader én med en lidt mærkelig fornemmelse, fordi pointen med det hele – synergien mellem smadrerock og ambient-electronica – er det svageste punkt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat