Plader

Next to Beluga: Preface EP

Skrevet af Mikkel Arre

Pop er ikke noget særligt uden gode melodier. Og det er hér, det halter på Next to Belugas debut-EP, der af og til viser potentiale, men også er så velspillet og retro-laber, at den bliver lige lovligt poleret.

Den københavnske sekstet Next to Beluga rammer til dels hovedet på sømmet med teksten til åbningsnummeret på deres debut-ep. Undervejs konstaterer sangerinden Sara Futtrup Lund i hvert fald: »It doesn’t carry me away,« og det er ret betegnende for de fem numre på ep’en.

Preface EP leverer nemlig ikke de helt store beviser på, at Next to Beluga kan komme til at sparke benene væk under os. Stilen er retro, synthesizertonerne vækker mindelser om Solveig Sandnes, og elektropop er en oplagt indhegning at anbringe bandet i. Jeg tror ikke, at bandet har noget imod den bås – problemet er bare, at Preface EP ikke rigtig kan høres uden for den snævre bås. Der er med andre ord ikke så meget andet at komme efter end netop småfunky retro-pop.

Funk-elementet kommer klart til udtryk i “Energy”, hvor Thomas Marcussens bas ligger langt fremme i lydbilledet, som drives frem af et pumpende beat, mens neonfarvede 80’er-synths vrider og bukler sig på kanten af kitsch-afgrunden. Omkvædet skiller sig ud ved nærmest at være i marchtakt, men bliver ikke rigtig hængende i hukommelsen. Snarere lægger man mærke til, at Sara Futtrup Lunds vokal sine steder er temmelig nasal, og det gør hendes udtale noget flad.

Melodimaterialet er også så som så i “Cynical Nature”. Og det er en skam, for nummeret er vitterlig et friskt forsøg på inden for poppens rammer at omgå den klassiske vers-omkvæd-struktur. Men når Next to Beluga vælger ikke at have egentlige omkvæd, kræver det, at versene til gengæld er iørefaldende, og det er ikke rigtig tilfældet. I stedet for at blive forfriskende ender “Cynical Nature” som en døsig forårsstemning.

Endnu mere dvask og intetsigende er stemningen i “Moaning Trees”. I og for sig slipper sekstetten fint af sted med at sende klokkespil og vibrafon på banen for at få lidt afveksling, men den ekstremt stillestående, fåtonige melodi i versene kalder mere på skip-knappen end på den melankolske eftertanke, som den nok var tiltænkt at skabe.

Så er der straks mere gnist og schwung over den let dramatiske “Life Is Bigger Than You”, hvor Sara Futtrup Lund og Sidsel Storms luftige vokalharmonier, dyner af fake strings og diverse harpelignende klange løfter musikken. At musikken på dén måde puster sig op, giver rum i baggrunden til fine detaljer såsom klokkespil og små programmeringer. Synthfladerne giver et skær af overdreven polering, men hér er melodien – ikke mindst i omkvædet – så god og catchy, at lytteren hænger på, også tredje og fjerde gang.
Men det tager virkelig overhånd med funkbassen, som burde tæmmes eller i hvert fald mixes ned i bunden af lydbilledet.

Det klare højdepunkt, St. Etienne-kusinen “Hanging on the Phone”, er egentlig meget betegnende for pladen som helhed. Der er retro-synthesizere til den store guldmedalje, og bassen er yderst opmærksomhedssøgende. Nummeret vinder imidlertid meget ved, at den yderst fængende melodi er oppe i højt tempo. Det klæder nemlig i dén grad Sara Futtrup Lunds vokal ikke at dræve på enkelte ord ret længe ad gangen. Men “Hanging on the Phone” er ligesom pladens tekster (ingen nævnt, alle hurtigt glemt) og pladen i det hele taget en sød, hurtig bagatel.

Og bagateller, der ikke fænger, ryger meget nemt ud i glemslen. Hvis ikke Next to Beluga skærper deres melodier, risikerer de at komme med i stikordsregisteret i næste udgave af Den Store Glemmebog.

★★½☆☆☆

Deltag i debat