Plader

The Slow Signal Fade: Through the Opaque Air EP

Skrevet af Mikkel Mortensen

“Don’t judge a book by its cover” var, hvad Undertoners anmelder lærte af denne plade. Amerikanske The Slow Signal Fades anden ep er klart bedre, end deres bandnavn og ep-titel antyder. Glimrende, lettilgængelig, hypnotisk shoegazerpop.

Der er udgivelser, man som anmelder frygter at modtage. Her signalerede såvel bandnavn som ep-titel et artrock-band, hvis talent sikkert ikke kunne stå mål med deres selvhøjtidelighed. Disse tanker blev forstærket af et cover, der består af et gammelt maleri af et får, hvis blod fosser ud i et guldbæger efter at være blevet gennemboret af det engelske flag. Sangtitler som “Summon the Painter” og en spilletid på over 36 minutter for en ep med seks numre gjorde mig ikke mere fortrøstningsfuld.
Heldigvis var min frygt helt og aldeles ubegrundet.

Den amerikanske kvartet The Slow Signal Fade viser til trods for alle deres uheldige forudsætninger mange gode takter på denne ep.
Hypnotiske guitarer er bandets varemærke, og netop disse indleder Through the Opaque Air, hvor man også hurtigt kan forvisse sig om, at The Slow Signal Fade har en formidabel sanger i front i form af Marguerite Olivelle, hvis klokkeklare røst sjældent undgår at flå lytterens opmærksomhed til sig.

Det sker allerede i åbningsnummeret “Funny Runner”, der med sin tilbageholdende og indadvendte melodiøsitet langsomt, men sikkert suger lytteren ind i sit smukke univers.
Denne sugen følges op af “Summon the Painter”, der på fremragende vis kontrasterer tyste vers og eksploderende omkvæd med larmende guitarer og Marguerite Olivelle for fulde lungers kraft.
Endnu bedre er “Get a Glimpse” med sine atmosfæriske vers og aggressive omkvæd, hvor guitarerne får lov til at skære sig støjende igennem lydbilledet. Intet formår dog at fjerne opmærksomheden fra Olivelles fremragende vokal, og hver gang hun synger ordene »we can take it, honestly,« kan man ikke gøre andet end at tro hende.

Af samme høje kvalitet er “Push Pull Push”, hvor guitarerne er både hypnotiske og melodiske. Herover folder Olivelle sig igen ud, og når det lyder »feel it / coming up for air,« føler man sig selv en smule stakåndet. “Push Pull Push” er desuden endnu et fint eksempel på, at The Slow Signal Fade har større ambitioner end ‘blot’ at lave gode sange, da de her (præcis som i “Get a Glimpse”) formår at få en fremragende langstrakt komposition ud af deres sangskrivningstalent.

Through the Opaque Air er dog ikke helt uden svagheder. “A Little Vaccine” har masser af energi, men når bandets ellers fremragende melodiske sans svigter, er der ikke meget at komme efter. Det samme kan siges om afslutningsnummeret, “Backstroke”, der lider af de samme skavanker, og som derudover er over syv minutter lang og dermed bliver noget af en prøvelse.

Through the Opaque Air er kun The Slow Signal Fades anden udgivelse (de har stadig et egentligt debutalbum til gode), og derfor er det yderst positivt, at de allerede på et så tidligt tidspunkt i deres karriere er i stand til at producere materiale af så høj kvalitet som denne ep’s bedste sange. Det kan kun blive interessant at se, om bandet er i stand til at producere et album af samme karat som denne lille ædelsten.

★★★★☆☆

Deltag i debat