Plader

The Soft Pink Truth: Do You Want New Wave or Do You Want the Soft Pink Truth?

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Alene hjemme og væk fra duoen Matmos dyrker Drew Daniel sin danselyst. Hans andet album består af coverversioner af gamle punk- og hardcore-numre, som Drew Daniel på forunderlig elektro-vis har forvandlet til minimale, ekstremt dansevenlige, seksuelle disko-eskapader.

Drew Daniel har en Ph.D. i renæssance-litteratur og udgør den ene halvdel af den tydeligt akademiske duo Matmos, som senest er blevet bredt kendt, da de turnerede sammen med Bjørk. Men ved siden af Matmos dyrker Daniel sine mere danselystne sider med projektet The Soft Pink Truth, som står i skarp kontrast til Matmos – her er det ikke hjernen, men fødderne som udfordres.

Dette andet soloalbum består udelukkende af covernumre af engelske og amerikanske punk- og hardcorenumre. Men der er ikke mange fræsende guitarer (faktisk ikke en eneste) på Do You Want New Wave or Do You Want the Soft Pink Truth?, for Drew Daniel har transformeret numrene til en yderst dansabel disco-electro med hårde beats og nostalgiske 80’er-synthesizers.

Åbneren “Kitchen” består blot af Daniels modulerede stemme, der kælent messer hen over et simpelt og dansabelt beat, der styres af en synthbaseret basgang – og intet andet; bortset fra en kogende kedel af små håndklap og andre taktslag som Drew Daniel med sikker hånd blander i rytmen. Og med det efterfølgende “Do They Owe Us a Living?”, der med Vickie Bennets citater i fokus bygger op til crescendo, er der dømt dans.
Også her er det en synthbas, som dominerer melodien. I omkvædet følges basgangen og Vickie Bennets stemme ad, når hun som en anden dominatrix meget bestemt synger: »They owe us a living / Of course they do / Of course they do / They owe us a living / Of course they fucking do!«
Efter disse to numre må fødderne overgive sig – det er minimal og beskidt electro – herligt og fordømt inciterende.

Opskriften på numrene er ofte den samme på albummet, men alligevel virker Do You Want New Wave or Do You Want the Soft Pink Truth? aldrig ensformig eller kedelig. “Media Friend” har samme, styrende synthbasgang som de to første numre og modeikonet Jeremy Scott på vokal. “Out of Step” har en mere forvirrende, synkoperet rytme, som alligevel med sin cut-up-doo-wop er ekstremt dansevenlig.

Hvis man skal sætte sin finger på noget, må det være den forudsigelige og næsten forcerede udvikling på albummet, hvor de sidste numre, “Real Shocks”, “Confessions” og “Homo-Sexual”, pumper hårdere end tidligere på albummet, og disse numre mister lidt af den sjovere electro fra den første halvdel af albummet. Og disse numre har også et mindre tekstproblem. Det vender vi tilbage til.

Albummet har samme lyd som sidste års fantastiske festalbum fra Felix da Housecat, Devin Dazzle & the Neon Fever, selv om Do You Want New Wave… er en smule hårdere og mere kantet i sin grundtone – måske fordi numrenes basemateriale netop er punk- og hardcorenumre. Ligesom Devin Dazzle… emmer Do You Want New Wave… også af sensualitet.

Eller måske nærmere seksualitet, for det er lige på og hårdt hos The Soft Pink Truth. Og det er ofte de homoseksuelle eskapader, som hyldes – eller måske registrerer man dem bare mere, fordi man ved, Drew Daniel selv er homoseksuel. En undtagelse er dog “I Owe It to the Girls”, som på sin bund af et halvsløvt beat og knitrende clicks brillerer med teksten: »I can’t eat / I’m feeling wild / I’ve got an itch / Like a hungry child / I owe it to the girls.« Daniel Drews dybt messende stemme får her selskab af en skiftende sensuelt hviskende og orgastisk råbende Blevin Blectum.

Senere på albummet sættes tempoet væsentligt i vejret, og der skrues op for den tekstmæssige, eksplicitte seksualitet. “Confession” er hårdtpumpende og herlig profan med åbningslinjen »Jesus was a cocksucking jew from Galilei« og fortsætter med, hvad der nærmest bliver nummerets omkvæd: »Jesus was just like me / A homosexual nymphomaniac.«

Det efterfølgende nummer kammer i sin vilde technostil dog helt over med sin hyldest til de homoseksuelle. Her overskrider Drew Daniel desværre den ellers fine seksuelle linje, han balancerer på gennem hele albummet. Dermed ender det ikke så godt, som det begyndte, men det betyder heldigvis ikke, at Do You Want New Wave or Do You Want the Soft Pink Truth? ikke kan anbefales til alle med fødder og seksualitet skruet rigtigt sammen.

★★★★☆☆

Deltag i debat