Plader

V/A: Saturday Morning Empires

Skrevet af Mikkel Arre

Det canadiske label intr_version disker op med en samling frostklædt postrock og electronica, der kommer vidt omkring. Der er visse ensformige missere, men højdepunkterne skaber til gengæld et skrøbeligt håb om, at der også i disse kyniske tider er lys for enden af tunnelen.

Compilation-udgivelser har det med at ende henne i en fjern, ubemærket del af reolen. De obligatoriske dårlige numre fjerner lysten til at høre pladen ud i én køre, og når man efterhånden får købt plader med de interessante af kunstnerne – ja, så har compilationen ikke nogen funktion længere.

Jeg har på fornemmelsen, at det ikke går sådan med Saturday Morning Empires, der samler op på 12 kunstnere med tilknytning til det meget konsistente, men lettere ubemærkede canadiske selskab intr_version.
Når jeg tiltror Saturday Morning Empires en gunstig skæbne, skyldes det, at pladen hænger utrolig godt sammen fra start til slut. Dette er bl.a. et resultat af, at samtlige kunstnere på den ene eller anden måde synes at have ramt den uudtalte målsætning, som intr_version lader til at have: at forsøge at blæse varme ind i en kold verden; at puste humanisme og håb ind i en kynisk tid. Det lyder måske patos-befængt, men gøres på en meget subtil, lavmælt måde.

Ja, faktisk er det langtfra hver gang, det lykkes at slutte på en positiv tone. Hos aMute kæmper stilfærdige guitarmelodier for at smelte de småskingre programmeringer, der konstant køler nummeret ned. Imidlertid må guitaren give fortabt efter nogle minutter, og da den vender tilbage, er det i en forvrænget og særdeles afkølet tilstand.

Endnu mindre håb er der i Tim Heckers “Enima”. En hvid støjmur vokser frem, og efterhånden bliver det tydeligere, at det er lag på lag af guitarstøj, der frembringer det sønderknuste og brusende lydlandskab. Det er lettere foruroligende, og “Enima” lyder som en polarforsker, der må stride sig vej gennem en bidsk snestorm.

intr_versions grundlægger, Mitchell Akiyama, sværger også til en slags fremmedgjort ambient. “Clouded Upon” lyder nærmest som gennemmanipulerede field recordings fra et stålværk, og hektiske glitcheffekter gennemborer de rungende og forrevne klangflader. Men dybt nede gemmer Akiyama dog på en varm basgang, der lige netop får nummeret til at hænge så meget sammen, at man som lytter tror på, at der midt i mellem de prustende maskiner godt kan gro et håb.

Betydeligt mindre interessant er Tomas Jirkus nordpolske click’n’cut-dub, der ville have haft rigtig godt af bare en lillebitte stump melodi. Også Joshua Treble bliver med sine langsomt rullende, evindeligt gentagne guitaranslag en kende for monoton. Mere end fem minutter med de samme guitartoner igen og igen er lige rigeligt, når beatet er alt for statisk til at yde guitaren modstand.

Polmo Polpo strækker ligeledes sit bidrag ud over lidt for lang tid. Otte minutter er i hvert fald rigeligt, men der er vitterlig noget dragende over nummerets sløve opbygning, hvor guitarer flakser frem og tilbage over på en fåtonig, rumlende bas. Arabisk-klingende slideguitar kommer til, og langsomt, helt langsomt ender nummeret med at blive meget varmere og mere saligt udflydende end resten af pladen.

Men at svævende, florlet hvirvlen sagtens kan tåle at blive skåret ned til under fire minutter, er Avia Gardners bedårende “Urban Gravity” et bevis på. »I love these people around me so fiercely,« nynne-hvisker Jenna Robertson med sin spinkle stemme, der er produceret så nøgent, at selv vejrtrækningerne er til stede. Under hende drejer Mitchell Akiyamas simple guitartoner og en melankolsk harmonika rundt som smukke piruetter i slowmotion, mens den pletvise elektroniske skratten nærmest tilføjer nummeret et dreampop-præg.

vitaminsforyou excellerer med “Luxury and Hope” ligesom Avia Gardner i at være kølige på ydersiden, men varme indeni. Bryce Kushniers programmeringer er kolde som faldende istapper, og den guitarbårne melodilinje har i starten svært ved at slippe forbi de susende filtre. Men da det endelig lykkes, varmer dens enkle toner midt i de knitrende rytmer, ligesom Mike Feuerstacks relativt mørke stemme lyser op og på den måde kommer til at spejle de ord, den synger: »You’re cool, you’re cool / But inside you’re tropical.« Efter tre minutter folder nummeret sig langsomt ud med hyppigere synkoperinger af beatet, summende synths og en diskret bratsch og bringer mindelser om Broken Social Scenes “Anthems for a Seventeen Year-Old Girl”. Man kan godt kalde afslutningen et klimaks, men det er et tilbageholdt ét af slagsen. Måske fordi man ikke skal føle sig sikker på, at den udkårne rent faktisk har lyst til at være udkåren – og hvis man er alt for overbevist om, at forløsningen er på vej, bliver man så let skuffet.

Og på den måde falder vitaminsforyou smukt i tråd med resten af pladen. Og med de fleste menneskers ønsker: Vi vil så gerne have vores forhåbninger opfyldt, men det er krævende at sætte alt ind på det. intr_versions kunstnere har prøvet at bane vejen, og det er bestemt værd at lægge ører og følelser til.

★★★★☆☆

Deltag i debat