Plader

We vs. Death/Green Concorde: 9-Song Split

Skrevet af Lars Simonsen

To bands. To genrer. Én ep. Ni numre. Hollandske We vs. Death og danske Green Concorde er på forunderlig vis endt på samme skive. Den hollandske postrock er et interessant bekendstskab med trompetspil og overrumplende stilskift, mens det danske bidrag byder på både ulmende og pågående indierock.

Titlen 9-Song Split henviser til, at to bands deler pladsen på denne ep. Baggrunden er, at det hollandske postrock-band We vs. Death syntes så godt om danske Green Concordes bidrag på BSBTA’s compilation Affiliate Program vol. 1, at det endte med udgivelsen af denne split-ep.

We vs. Death er repræsenteret med tre ret lange numre, mens københavnske Green Concorde leverer både energisk og ulmende indierock på de resterende seks skæringer. Grupperne bevæger sig rent genremæssigt ret langt fra hinanden, men på hver sin måde, og rent isoleret set, efterlader de et ganske solidt indtryk.

We vs. Death præsenterer en umiddelbart ganske traditionel omgang postrock, men tilstedeværelsen af trompet samt de mange små svinkeærinder, der bydes på undervejs, gør musikken særdeles interessant at fordybe sig i.

Den syv mand store hollandske gruppe åbner dette sammenskudsgilde af en ep med “Pictures from Stellenbosch”, hvor et enkelt guitarriff lige så stille bygger nummeret op. Trommer og bas støder til, og det traditionelle instrumentale trekløver holder et nærmest jammende udtryk i et rask tempo. Herefter stjæler en både varm og blid trompet lydbilledet og sætter med ét en ny dagsorden. I samme sekund, som trompeten gør sin entré i lydbilledet, skrues tempoet nemlig helt i bund. Det virker nærmest, som om de øvrige instrumenter udviser en respektfuld gestus for trompeten ved at vige pladsen for en stund. Snart og ganske pludseligt forsvinder trompeten og varmen dog igen og en forvrænget og hvinende elektrisk guitar ændrer påny udtrykket. Guitaren fører efterhånden nummeret tilbage ad den sti, det indledningsvis fulgte, og sætter et endeligt punktum.

Det absolut bedste nummer fra We vs. Death er den over otte minutter lange “Workers Are Referred to as ‘Hands'”. Den nærmest obligatoriske stilfærdige guitarintro får selskab af melankolsk trompetspil, og et langsomt, eftertænksomt og næsten sørgmodigt udtryk bygges op. Det mest interessante ved nummeret ligger dog i stilskiftet: Tempoet daler, og trommer og bas begynder langsomt at rekonstruere nummeret.
Den nye konstruktion åbenbarer sig definitivt med tiltrædelsen af de overrumplende, huggende og aggressive guitarriffs. Stemningen er nu rastløs og uforsonlig som et pludseligt og voldsomt oprør blandt de desillusionerede og indignerede arbejdere, som sangens titel henviser til.

“Wake 44” lever ikke op til forrige nummer, idet de overrumplende eksperimenter nedtones til fordel for et mere uinspireret og jævnt tempo, hvor selv ikke elementer af bombastisk percussion undervejs for alvor løfter nummeret. På den baggrund lægger nummeret rigtig godt op til et sceneskift. I hvertfald føles det som et rette tidspunkt at blive introduceret for næste udtryksform.

Med Mr. Q fra Tiger Tunes som producer tager danske Green Concorde over med et ganske rastløst og fængende indierock-univers med “Ten Cities of Green Concorde”. Den første soniske flyvetur har til formål at præsentere det debuterende band, og det lykkes overbevisende godt, idet nummeret er herligt flabet og pågående fra take-off til landing.

“2:26” er endnu mere spændingsfyldt og rastløs i sit udtryk, hvilket manifesteres med linjerne: »Don’t wanna be in the city tonight / ’Cause everything’s deceiving you / Even the lights.«
Med “This Time” fortsætter rejsen gennem turbulens og et herligt rockende uvejr, men herefter er det som om Green Concorde rammer en mindre bølgedal.

Nok er den mere afdæmpede “Yellow Raincoats” ganske stemningsfuld, men nummeret bliver for langt og står i stampe undervejs.
Der fortsættes med “Detroit”, som er mere ulmende og mørk end energisk og rockende. En tiltagende storby-paranoia udpensles endnu en gang. De mange forskellige linjer, der høres på kryds og tværs af hinanden undervejs, er som en person, der hører stemmer.

Green Concorde er dog klart mest interessante, når den pågående og rastløse energi får frit spil, og hvor der med enkle midler skabes et ualmindeligt fængende og flabet udtryk.
At dette udtryk så er sat på én og samme plade med et mere varmt postrocket udtryk, skal man lige vænne sig til. Men begge bands rummer masser af potentiale, og det skal blive spændende at følge dem fremover.

★★★½☆☆

Deltag i debat