Plader

Denison Witmer: The River Bends… and Flows into the Sea

Skrevet af Lars Simonsen

Singer/songwriter Denison Witmer har allieret sig med bandet The River Bends, og sammen har de skabt en samling hovedsageligt afdæmpede sange med et ærligt, men ind imellem også lidt for simpelt tekstunivers. Alligevel er det en betagende plade, og bandet fuldender udtrykket undervejs med en smule tempo.

Den amerikanske singer/songwriter Denison Witmer har med dette album lagt tilværelsen som ensom musikalsk steppeulv bag sig. Efter fem akustiske soloalbum står Witmer nu i front for bandet The River Bends, hvilket er med til at give et mere levende og varieret udtryk.

Overordnet set er pladen afdæmpet, og samtlige numre emmer af varme og eftertænksomhed. Desuden har Witmer en yderst afbalanceret og harmonisk vokal, som fremstår knivskarpt i lydbilledet – og man fanges nemt ind og lytter til hvert et ord, der synges.

Teksterne virker meget personlige og ærlige på en enkel og ligefrem måde. Det nedtonede og følsomme udtryk passer naturligvis godt til denne type tekster, men alligevel savner man sine steder lidt mere bid og kompleksitet i tekstuniverset.
For eksempel virker det en anelse for simpelt, når Witmer i sangen “Are You Lonely?” synger: »Are you lonely? / ’Cause I’ve been lonely / Are you tired? / ’Cause I’ve been tired.« Eller i det ellers smukke og særdeles afdæmpede nummer “Chestnut Street”: »I wish I could stop the voices in my head / And make them say only good things and never bad.«

Andre steder virker de enkle tekster aldeles befriende, og mon ikke mange vil kunne nikke genkendende til disse linjer fra nummeret “22”: »Graduate from college / I’m twenty two I don’t know what to do / Been working nights on a different job / Just count the minutes ’till sunrise / Been spending days sleeping ’till supper / Just don’t ask me what day it is.«

The River Bends spiller meget overbevisende, og i “Days Repeating” varieres udtrykket for eksempel med countryinspirationer. Bandets tilstedeværelse løfter utvivlsomt udtrykket på pladen, og selv om langt hovedparten af de 11 skæringer er relativt afdæmpede, bryder bandet flere gange stilheden.
Nummeret “Lawyers and White Paper” indledes eksempelvis stille og roligt med Witmers fingerspil på akustisk guitar, men sangen udvikler sig til noget, der bedst betegnes som et midtempo-nummer – hvor også den elektriske guitar får en velfortjent plads i rampelyset, side om side med hammondorgel.

Undervejs veksles der fint mellem stille numre og sange med tempoet skruet en anelse i vejret. For eksempel følger nummeret “All the Days and Nights” lige efter den meget stille “Chestnut Street”. Ikke fordi det på nogen måde er et uptempo-rocknummer, men sådan føles det umiddelbart, fordi kontrasten er så stor. Dermed rundes et vigtigt element, idet det uden tvivl ville have været for kvælende, hvis det særdeles afdæmpede udtryk havde fyldt albummet ud fra A til Z.

Albummet letter for alvor fra jorden med den drømmende og stærkt medrivende afslutningshymne “You Could Be Anything”. Igen lægges der stille ud med Witmers rolige guitarspil og vokal, inden bandet træder til og sender nummeret op mod skyerne. I det hele taget er det, som om man stiger ombord i en luftballon, der tager én med på en rejse, hvor udsigten bare bliver bedre og bedre. Alt imens gentager Witmer igen og igen linjerne »You could be anything at all / Anything you always wished to be.« En vidunderlig elektrisk guitar erobrer mere og mere plads i lydbilledet på vejen op, inden opstigningen slutter, og Denison Witmer afslutter sangen og albummet af på afdæmpet facon. Smukt.

Alt i alt er The River Bends… and Flows into the Sea en meget medrivende plade med mange betagende øjeblikke undervejs, og de ind imellem lidt for simple tekster spolerer på ingen måde helhedsindtrykket.

★★★★☆☆

Lyt til “Are You Lonely?”:
[audio:http://www.denisonwitmer.com/music/denison_witmer-flows_into-are_you_lonely.mp3]

Deltag i debat