Plader

Aluminium Group: More Happyness

Aluminium Group er ude med andet udspil i deres i folkemunde døbte happyness-trilogi. Igen mestrer de at skabe en dejlig smøre af dunet, indsmigrende synth-pop – lige til at smøre sig ind i og lade sive ind.

Hvis du i øjeblikket går og leder efter alle tiders god baggrundsmusik (fordi du måske er blevet træt af dine No Stress-panfløjte-album), så lad venligst være med at snuppe Aluminium Group nye udspil til dette formål.

More Happyness er nemlig et album, man ikke bør anskaffe sig for så at gå glip af. More Happyness skal ikke sættes i rotation for derefter at blive efterladt til fordel for en sitcom eller en sulten kat. Pladen skal nærmere opleves som en abstrakt godbid, der skal fortæres langsomt og repeterende. Til gengæld vil du efter få gennemlytninger føle, at du har kendt disse sange hele livet.

Som på forgængeren Happyness har brødrene Frank og John Navin igen haft fat i den bølgende electronica, den blide synth-charme og de metaforiske tekster. Og igen har brødrene fra Chicagos postrock-scene allieret sig med blandt andet bysbarnet John McEntire fra Tortoise og The Sea and Cake, som ud over at spille synthesizer og trommer også svinger pisken som mixer på More Happyness.

Pladen indledes med nummeret “Mister Butterfly”, og på en skramlende flade af electronica og hvirvlende piano spredes en stemning af drømmeri og aktiv afslapning. John Navins rolige og fredfyldte vokal fortæller historien om sommerfuglen, der må ofre sig til fordel for naturen, da den bliver spist af den dovne fugl. Selve fortolkningen vil jeg i dette tilfælde lade dig om, men fælles for teksterne på More Happyness er kløgtigheden og charmen; lyrikken er snedig og billedlig, men ikke specielt dyb og hjernevridende – hvilket egentlig er positivt, da den ikke forekommer distraherende i det instrumentale billede.

’The recovering groupie’ og rockstjerne-penis-skulptur-i-gips-kunstner Cynthia Plaster Caster giver i øvrigt sit besyv med i Mister Butterfly i form af en ganske kort omgang spoken word. Hvorfor Aluminium Group har brugt hende, må guderne vide, men hvis man har stiftet lidt bekendtskab med hendes sære udskejelser, kan man ikke undgå at blive lidt”¦ komisk berørt.

“Youth Is Wasted on Nothing” er mere klart i sit udtryk, lyrikken er mere direkte, og musikalsk er nummeret et af de mest fængende på More Happyness. Den vokale tostemmighed i versene fungerer rigtig fint, men harmonisk er det omkvædet, der med de bløde synthesizer-lyde og den helt dEUS-lignende dynamik får nummeret til at sætte sig fast.

Snigende og dunkelt følger “Snowflake”. Den elektroniske og listige intro bliver suppleret af Frank og John Navins vokaler, der skævt, men elegant gnider sig op ad hinanden. Hele stemningen bliver båret af tågede synths og en dyb, skælvende bas, der understreger den dystre tekst: »They strapped her down and killed her and forgot her – oh, now everybody’s treading in the deep end of the pool.« McEntires udfoldelser på trommer er mere alsidige og hektiske – det er lige før, man aner en disco-rytme hist og her, og sammen med skramleri og elektronisk, flyvende affald lægges et stærkt, rytmisk underlag, der tilfører hele nummeret dette meget grålige præg.

Frank og John Navin fortsætter den nedtonede stemning i det glansfulde nummer “Colored Town”. Nummeret er kort, slet ikke sprælsk, og denne gang er guitaren og John Navins meget dybe, og i dette tilfælde helt Costello-lignende stemme, i centrum. Elektroniske krumspring skal der ledes længe efter, men på trods af den akustiske intensitet er “Colored Town” en anelse ensidigt og slutter lige idet, jeg utidigt venter noget mere.

Anderledes ser det ud i “Motorcycles”, der snildt kunne være en god kandidat til top 100-listen over gode løbe-cykle-køre-numre. Med dunkende synthfigurer glider nummeret af sted med et behageligt, pulserende flow, og den lidt tungsindige vokal samt lyrikken over for det elektroniske drive får mig til at tænke på noget, som Stephen Mason fra The Beta Band også kunne have heppet på.

De dunkende strømme fortsætter i “W/O the Erte”, der med neonfarvede synths og elektroniske, lurende dubs smider os en tur til 80’erne og tilbage igen. Men herefter slutter det så også med de større kraftspring på More Happyness, da “Little Boy” lister sig ind som en god, beroligende kontrast med sine stille, eftertænksomme skridt. Synthesizeren sætter sig fast med sit viftende prikkeri og tilfører nummeret blidhed og melankoli.

Det helt bossa-behagelige nummer “Biplane Serpentine” charmerer sig ind med sine rytmeskift og alsidighed, mens den efterfølgende skæring, “Wheat and Tare”, skærer igennem i en rolig fusion af smukt, dæmpet klaver og næsten ikke mærkbar electronica.

“The Beast in the Nursery” afslutter More Happyness med elegant historiefortælleri, der omsluttes af forventningsfuld 60’er pop, der alligevel falder i ét med nuet, da det i slutningen på poptronisk vis fader ud i støjende filtreringer.

More Happyness kan anbefales. Især hvis man er en sucker for skæve og gnidningsfulde harmonier, underspillede melodier, lurende electronica, og sofistikeret, men tankefuld lyrik – alt sammen mast sammen i en massiv rytmeboks med den store fede påskrift ’RETRO’ malet uden på, naturligvis. Det eneste, jeg kan sætte en finger på, er manglen på variation rent lydmæssigt, og nogle gange kan jeg godt savne lidt flere krumspring og afvigere. More Happyness er en stilren plade, men sammenlignet med forgængeren er den ikke nær så tilgængelig og afstikkende.

Uanset hvad, kan man nu ikke komme udenom, at Aluminium Group med More Happyness har skabt en rar, energisk totalitet, og det bedste ved det hele er, at vi med sikkerhed kan vente os en (mon ikke) lige så fantastisk tredjedel i den nærmeste fremtid.

★★★★★☆

Deltag i debat