Plader

Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now

Hold da op, hvor er det gennemført. Sjældent har man kunnet lægge øre og øjne til en udgivelse, der både er kompleks og underlig, men samtidig også fremragende og storslående. Hopper man på toget, er det en 1. klasses oplevelse!

Antony er en underlig og sær skabning. Da jeg modtog hans første udgivelse fra 1998, skulle jeg lige fordøje billedet af en mand, der mindede om Pjerrot anno 2050. Men da musikken spillede, ændrede fokus sig markant. Stemmen! Et instrument i sig selv med vibrato og en energi, der får Bjørn Fjæstad fra Baal til at lyde som en skoledreng i konfirmationsalderen.

Antony fremstår som en musikalsk drag queen. Androgyn med sin svulmende stemme og spektakulære udseende, der ikke blot er original, men også så kunstnerisk grænseoverskridende og tankevækkende, at der uden tvivl vil være mange, der ikke kan kapere avantgarde-kunstneren, for han er speciel.

Men kan man se ud over fordommens kedelige horisont, er der store oplevelser i vente.
Pladens anden halvdel byder på assistance fra bl.a. Boy George, Devendra Banhart, Rufus Wainwright og Lou Reed, men det er Antony selv, som slår tonen an bag sit piano i den vidunderlige Hope There’s Someone – en bønfaldende og afdæmpet ballade båret af enkle akkorder, der ender i et stormvejr af uro og kalden til himlen. Intimiteten ligger som en stor hvid sky over hele albummet, og den evige søgen efter holdepunkter, afklaring af seksualitet og tilhørsforhold bliver messet ud gennem mikrofonen med en vokal, der er svær ikke at prise igen og igen.

Formlen er klar og enkel. Det er personligt, følelsesladet og enkelt. Men temaerne på pladen er så absolut ikke for sarte sjæle. Dilemmaerne hober sig op, og det føles næsten ubærligt at skulle lægge øre til de tragiske dramaer, der går lige fra ulykkelighed kærlighed til at føle sig seksuelt fanget i den forkerte krop samt voldelige tilbøjeligheder. Men stil og indhold går hånd i hånd, og Antony formår at skabe de rette stemninger gennem gennemførte musikalske kompositioner. Piano, strygere, fløjte og tromme præger første halvdel af pladen, mens tilføjelsen af gæstesolister også tilfører en bredere instrumentering med mere guitar og flere blæsere. Poppen rykker nærmere rocken.

Første halvdel af I Am a Bird Now er i balladeafdelingen. Klaveret fylder lydbilledet, og selv om der visse steder hamres godt og grundigt i tangenterne, er det en sart og blid nerve, der ligger inderst inde i numrene.
Man Is the Baby er noget af det smukkeste længe hørt. Det er egentlig ikke svært at tilføre strygerglasering og emotionelt klaverspil for at prikke til det følelsesmæssige, men når Antony synger: “Forgive me / Let live me / Set my spirit free,” tvinges man i knæ, og der skal et hjerte af diamant til for ikke at blive mindet om, at musik kan give gåsehud.

Der gemmer sig en tung sky af vemod og melankoli i melodierne, og man bliver plantet klos op ad lyrikken, så man helt glemmer, at det ikke er en bekendt, man sidder og lytter til. Følelserne vælter ud af munden på Antony og direkte gennem hjernebarken på lytteren, der blot sidder mundlam tilbage, paralyseret og betaget, gennemlytning efter gennemlytning. Det er en afklaret mand der serverer sin sjæl uden kompromis eller falsk varebetegnelse, hvor begrebet den ægte vare kommer virkelig til sin ret.

Det er lidt af en sigøjnerfamilie, der er inviteret indenfor på pladens anden halvdel. Der er et par af fortidens store ikoner blandet med dette årtis uslebne diamanter. En af de førstnævnte, Boy George, synger duet i You Are My Sister, hvilket der kan indeholde en del symbolik, når man ser de to sminkedukker. Den rå 80’er-stemme passer godt sammen med Antonys stærke vokal, og der er dømt kinddans til det rolige og smukke nummer, som i sin melankoli drager og behager med klassisk guitarspil fra Devendra Banhart.

Næste mand på scenen er Rufus Wainwright, der fortsætter stilen fra sine egne Want One og Want Two. Cabaretstilen ligger lige til højrebenet, men der burde måske være plads til mere end de 100 sekunder What Can I Do varer. Smukt, men han kan mere…

Lou Reed taler Fistful of Love i gang og tryller på sin guitar. Antony lægger sig op ad et soulbaseret blæsernummer med den komplekse kærlighedshymne om accept af vold i et forhold, der modtages med “ I know it is out of love.” Noget nær det mest støjende, man får på I Am a Bird Now, i modsætning til den selvbetitlede debut, der i højere grad greb i rockelementerne, uden at den dog nærmede sig genren i traditionel forstand.

Bird Guhl tager os med til himlen, i hvert fald ifølge Antony der crooner hele vejen op mod taget og bringer os et lille stykke nærmere det uforklarlige.
Hvor han har fået sine vokalmæssige evner fra, må guderne vide, og det skal, som før nævnt, virkelig understreges, at man ikke synker det hele på én gang. Der skal tykkes og gnaves for at få den fulde smag frem. Der er sikkert mange der ikke kan fordrage smagen. Respekt for det! Men det smager himmelsk, hvis man tør tage mere end én bid.

Antony and the Johnsons har leveret en af årets helt store oplevelser.

★★★★★★

Leave a Reply