Plader

Lou Barlow: Emoh

Skrevet af Martin Laurberg

Lou Barlows nyeste plade er en melankolsk samling akustiske kærlighedssange (hvem skulle have troet det?). Musikken er mere velproduceret, end man er vant til, men det gør ingenting. Emoh er en rigtig dejlig plade, der virker helt frisk i mængden af gravalvorlige singer/songwritere.

Hvis man skal udnævne 90’ernes konge af akustisk lofi i den mere lettilgængelige og følsomme ende, må Lou Barlow være den absolutte spidskandidat.

Fra de to første Sebadoh-plader – som af uforståelige årsager ofte regnes som middelmådige i forhold til den mere konventionelle og velproducerede (men stadigvæk stærke) indierock, som Sebadoh slog sig på fra og med Sebadoh III fra 1991 – og over en række indspilninger i eget navn og som Sentridoh har Barlow skabt sig en status som firesporsbåndoptagerens kærlige og ensomme superstjerne. Højdepunktet i hans akustiske karriere er to opsamlinger fra 1995: den helt udflippede og aldrig kedelige Setridoh-ørkenvandring Original Losing Losers og den fantastiske og lettere tilgængelige superplade Lou Barlow and his Sentridoh, 23 Songs, som vel nærmest er indbegrebet af 90’er lofi som sådan.

Nu er der jo gået et par år siden 1995, og hvis man ser bort fra den udvandede brug af termen, er lofi måske ikke helt så moderne, som det var engang. Samtidig tyder noget på, at Lou Barlow ikke er lige så inspireret som i gamle dage. Spørgsmålet er faktisk, om han er kommet med et rigtig stærkt udspil siden Folk Implosions Dare to Be Surprised fra 1997. Den nylige gendannelse af Dinosaur Jr. med Barlow på bas bidrager til en lidt sørgelig og afmægtig dinosaurus-stemning, vil nogle nok mene.

Når man første gang sidder med Lou Barlows seneste udspil, Emoh, mellem hænderne, er forventningerne derfor ikke nødvendigvis skyhøje. Men Emoh er en rigtig god plade, og det skyldes, at Barlow har formået at bevare sin unikke stil, selv om han tydeligvis har forsøgt at være mere trendy, end han plejer. Flere af numrene har elektroniske trommebeats, synthesizer og velklingende guitarmelodier, og til tider bliver det næsten helt storslået. Men under det hele ligger stadigvæk Barlows varemærke: simple og ikke alt for lange melankolske sange om kærlighed.

“Round-n-Round” er et godt eksempel på, hvad der gør Emoh stærk: »I knew right from the beginning that you would end up winning, I knew right from the start that you’d put an arrow through my heart.« Dette er ikke alene en lummer tekst; sangen er oven i købet et kopinummer af 80’er-heavybandet Ratt! Men ikke desto mindre er det helt fremragende. At Barlow formår at forvandle den slags til en smuk og gribende sang, burde fjerne enhver tvivl om hans genialitet. Det, som hæver Lou Barlow over stort set alle andre sørgmodige mænd med en akustisk guitar, er netop, at han formår at præsentere de mest problematiske og sødsuppeagtige sager på en overbevisende og afslappet måde.

Af andre melankolske højdepunkter på Emoh kan man fremhæve “Morning’s After Me”, som er en psykedelisk og mareridtsagtig sang om (surprise!) tabt kærlighed, og “Royalty”, som lyder mere lige som Lou Barlow i gamle dage. I begge numre synger Barlow nærmest helt fantastisk, og det hele er pyntet med korstemmer og finurlige guitarmelodier, der vikler sig ind i hinanden. Ud over de afdæmpede melankolske ballader er der også et par mere Folk Implosion-agtige rocksange på pladen. “Caterpillar Girl” og “Confused” er groovy stener-sange, der kan bringe tankerne hen på Folk Implosion omkring Dare to Be Surprised (den første ligger på b-siden til Folk Implosions britiske “Brand of Skin”-single).

Emoh er intet moderne mesterværk og får formentlig aldrig den samme klassiker-status som nogle af Lou Barlows tidligere akustiske plader. Men det er alligevel en meget varieret og virkelig stærk plade. Der er endnu ingen, som kan slå Lou Barlow, når det kommer til at skrive håbløst romantiske sange i mellemrummet mellem ulidelig selvhøjtidelighed og pjattet selvironi (“The Ballad of Daykitty” er en hyldestsang til en kat). Hvis man havde frygtet, at en velproduceret udgave af Lou Barlow ville være håbløs, får man afkræftet alle fordomme.

★★★★½☆

Deltag i debat