Plader

Bitstream: Domestic Economy 7

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Det har taget de to brødre i Bitstream 10 år at færdiggøre deres debutalbum, og den dystre og tunge techno-electro præges da også af mange års lag på lag. Og det er faktisk en af svaghederne på Domestic Economy 7 – der er ofte for mange elementer for ørerne og for få pauser.

Bitstream har brugt 10 år på at færdiggøre deres debutalbum. De to brødre Steve og Dave Connor har dog ikke kun arbejdet på Domestic Economy 7, men har udgivet en række 12″ere, som sidste år blev samlet og udgivet på opsamlingen One Third Standard Lux. Men nu er de klar med deres rigtige debutalbum.

Domestic Economy 7 er et mørkt album, som bedst kan beskrives som dybe bastoner, skærende elektroniske knive og beatdrevne numre præget af dystre klangflader. Der er ikke mange organiske durakkorder på Domestic Economy 7, men langt flere lidt kyniske og sterile, dybe toner. Man kan spotte forskellige inspirationskilder, der præger Bitstreams musik: Detroit-techno med dens insisterende dunk og de mere synkoperede rytmer taget fra hip-hoppen. Begge dele bliver af Connor-brødrene hevet igennem den digitale vridemaskine og kommer ud ganske forandret.

Domestic Economy 7 starter godt. “Ice Core Laboratory” lyder netop, som titlen antyder, af digitale boringer i det mørke, musikalske indre. Der er intet beat, men kun skurrende lyde til at definere retningen. Disse lyde fader langsomt ud til fordel for en susende vind, der pludselig brydes af et hjerterytme-lignende beat.

“Come and Play With Us” har overtaget lydbilledet, men de færreste har nok lyst til at komme og lege med Bitstream – deres invitation virker lige så tiltalende som Aphex Twins kommentar om at komme hen til far. I “Come and Play With Us” lægger de mørke molakkorder sig som en klam dyne under beatet, og issylspidse elektroniske, højfrekvente lyde borer sig frem fra mørket. Det er tungt og godt.

“Chain” er et kort, blødt nummer med englekor, der ledsages af den allestedsnærværende mørke tone. Nummeret er det første, men kun korte, pusterum i den ellers beatpumpende verden, som præger Domestic Economy 7. Pauser er der for få af, og man bliver helt forpustet af at lytte til albummet.

Med oprejst pande og fornyet energi er der ingen tvivl: Det følgende nummer, “Bass Lobe”, er albummets bedste. Her rammer Bitstream en perfekt sammensætning af dryppende beats, pumpende basgange og mørk, mørk synthelectro. Nummeret er dog for langt og bliver ensformigt i længden.

På resten af albummet er der ikke meget at komme efter. “Geodesic Space Dome” skal dog fremhæves, primært fordi rytmen her er skruet lidt ned i tempo, men også fordi Connor-brødrene her formår at bruge deres virkemidler med begrænsninger – mange andre steder på albummet synes en overflod af indfald at præge musikken til negativ overflod. Hvor andre kunstnere med deres musik ofte rammer en tone, som betyder, at man enten kan danse eller slappe af til musikken, prøver Bitstream det hele og intet på én gang.

Formlen for mange af numrene på Domestic Economy 7 synes at være et skævt, hurtigt beat, som fyldes med lag på lag af mørke klangflader, zappende synthlyde og voldsomme, nærmest overstyrede clicks. Det er svært at danse til, og det er absolut heller ikke nemt at slappe af til – dertil kommer den dystre tone på hele albummet, som faktisk bliver lidt anstrengende i længden.
Bitstream burde have lagt lidt mere organisk dur i deres debut, som også mangler pauser mellem de hårdtpumpende beats.

★★★☆☆☆

Deltag i debat