Plader

Gregor Samsa: 27:36

Skrevet af Nikolaj Rasmussen

Gregor Samsa har lavet en fin og til tider følelsesladet og intens ep. Desværre har de ikke formået at blande nogle nye og spændende ingredienser ind i postrock-formelen, og man sidder derfor som lytter tilbage med et lidt for velkendt og forudsigeligt smagsindtryk.

Det amerikanske band Gregor Samsa har navngivet deres ep 27:36, hvilket refererer til den spilletid, ep’ens tre numre breder sig udover. Altså er vi oppe på en gennemsnitslængde på ni minutter og 12 sekunder. Sammenholdt med den sparsomme information om bandet og de manglende sangtitler får man hurtigt færten af, at menuen står på en omgang postrock, og det er lige præcis, hvad Gregor Samsa trakterer lytteren med.

27:36 starter flot. Stille støj og sagte trommer danner en flot bund, hvorigennem en tyst klavermelodi blomstrer frem, og en let pigestemme driver roligt nummeret fremad. Det slentrer behageligt lavmælt og melankolsk videre. Der sker dog ikke den store udvikling og nuancering i nummeret, hvilket medfører en smule tomgang, inden (ikke overraskende, hvis man er bekendt med postrock-genren) støjen vokser frem. Trommerne stiger lidt i intensitet, og støjbølger skyller frem, som en sodavand der bruser over i slowmotion. Det er flot og intenst, men alligevel hørt så mange gange før.

Efter lytningen af næste nummer “(#2)” kan man ikke undgå at sidde tilbage med alt for stærke associationer til islændingene fra Sigur Rós. Nummeret er præget af samme atmosfæriske lydbillede, og ikke mindst klaverstykket og koret i slutningen af sangen lyder som taget ud af Ágætis Byrjun. Selve elementerne i nummeret fungerer udmærket, men overgangen fra den stille start til den mere energiske slutning kommer overraskende og utroligt klodset, hvilket gør, at sammenhængen i nummeret forsvinder, og den dramatiske slutning når aldrig rigtigt at forplante sig i lytterens følelsesregister.

Sidste nummer, “(#3)”, er en stiløvelse i, hvordan man kreerer et smukt og bevægende postrock-nummer. Nummeret starter (som traditionen byder) stille og igen med mange lighedspunkter til Sigur Rós (bl.a. er den mandlige stemme, som viser sig her, ikke langt fra Jónsis stemme). Nummeret er dog bygget virkelig godt op og stiger smukt i intensitet og kompleksitet. Efterhånden rejser nummeret sig til et voldsomt og aggressivt stormvejr, der lukker alle tanker ude af lytterens sind, og i nogle få minutter føles det, som om verden er ved at styrte sammen om ørerne på én.

Igen er det hørt før, og det lykkes heller ikke her for Gregor Samsa at blande nogle nye ingredienser ind i postrock-formlen. De lever dog her op til forbilledernes niveau, og man bliver tydeligt mindet om, hvorfor postrocken og specielt de voldsomme og majestætiske klimakser er så besnærende. Og at det er hørt før, ændrer altså ikke ved, at det er en bjergtagende himmelflugt, som Gregor Samsa slutter 27:36 af med.

Ep’en indeholder flere smukke passager med glimrende musikalske kvaliteter, der flere gange kryber helt ind under huden på lytteren. Men samtidig ligger Gregor Samsa for tæt op ad deres forbilleder, og man kan ikke undgå fornemmelsen af, at det meste er hørt før. Det er altså ikke godt nok, at de ikke har flere selvstændige udtryk at byde lytteren på. Derudover indeholder 27:36 enkelte svagheder, og karakteren kan derfor ikke blive andet end lidt under middel.

★★½☆☆☆

Lyt til “(#3)”:
[audio:http://www.ownrecords.com/mp3s/GregorSamsa_Three.mp3]

Deltag i debat