Plader

Hood: Outside Closer

Outside Closer er en stærk opfølger til den knap fire år gamle Cold House. De sarte semi-elektroniske melodier smyger sig under huden på lytteren, og der er ingen dato for holdbarheden.

Engelske Hood har gennem de seneste 10 år udgivet mere end en håndfuld plader, der alle har været præget af mange forskellige musikalske genrer, hvilket deres opsamlingsalbum, den udmærkede Compilations 1995-2002, fint beviser med elementer fra lofi, postrock, electronica og country/folk.

Seneste skud på stammen er således en fastholdelse i de elektroniske virkemidler, der specielt prægede forrige udgivelse Cold House. Men på Outside Closer er knirkelydene og de ambiente virkemidler i højere grad erstattet af strygere og akustiske instrumenter, der får mindst lige så meget plads som de programmerede lydeffekter.

Hood har skabt en meget organisk og behagelig lytteoplevelse, hvilket porten ind til himlen, “The Negatives”, beviser med samplinger og simple trommerytmer underlagt horn, guitar, keyboard og strygere. Det minder lidt om en David Arnold-komposition a la Björks “Play Dead”.

Strygerarbejdet giver også “Any Hopeful Thoughts Arrive” sit helt eget liv, og det runder da også nummeret fornemt af med en lille opvisning i, hvordan man lukker og slukker – næsten da. Hood skaber en nærmest meditativ rejse, hvor hver enkelt nummer glider af sted i sit eget tempo med melankolien som guide. Man behøver blot at tage et kig på sangtitlerne, der ikke ligefrem oser af ’happy ever after.’

Der stilles flere spørgsmålstegn, end der gives svar, og numrene toner da heller ikke ned, klar til at blive pakket væk. Lytteren udfordres, men beriges til gengæld også, når kaffen serveres, for lagkagen skal spises oppefra. Hvert musikalsk lag giver appetit til mere, og dykker man helt ned i universet, forbliver pladen længe på anlægget.

Minimalisme og søgen efter de små virkemidler er generelt ikke det skjold, Hood bærer på ryggen – men at der er plads til eftertænksomhed og lydeksperimenter, vidner den over seks minutter lange “Winter 72” og den afsluttende “This Is It, Forever” om. De skæve kompositioner og raffinerede tilgange bliver en anelse anonyme på en plade, der i højere grad med held bygges op om de mange lydlag.

“The Lost You” er vel det tætteste, Hood kommer på en egentlig single, selv om nummeret ikke umiddelbart lyder som resten af albummet. Dets poppede og ligefremme beat lyder mere virilt og tempofyldt, end det der ellers præger Outside Closer. Et flot produceret nummer, men træder man et skridt fremad, ramler man lige ind i et af pladens højdepunkter, der i “Still Rain Fall” er et stemningsmættet og velafbalanceret nummer, som formår at balancere mellem det indadvendte og det blomstrende, betagende indhyllet i et orgie af strygere og akustiske toner.

Hood er ikke så nøjeregnende, hvad angår konstruktionen omkring helt klare melodier. Det virker nærmere, som om de har fundet inspiration i filminstruktøren Mike Leigh og hans improviserende tilgang til skuespillet. Således fremstår kompositionerne også på Outside Closer, der maner stemninger frem hen ad vejen ved hjælp af elektroniske improvisationer, som integreres med de akustiske formler.
Det lyriske indhold bærer præg af en grå hverdag i Leeds. Meteorologen fremfører i hvert fald ikke de bedste udsigter. »Into the loneliness I dedicate this day« og »These could be the last words I ever say to you« er bare nogle få eksempler på teksternes melankolske indhold, som før nævnt også fremstår lysende klart i titlerne på sangene.
Lyset for enden af tunnellen skal ikke findes i det skrevne, men derimod i musikken. De lyse elementer og smukke kompositioner forener fint det lidt mørke tekstunivers og binder det hele sammen til en vellydende og rigtig god plade, der giver og giver for hver gennemlytning.

Hood har skabt en plade, der umiddelbart er bedst til de kolde stunder. Men der er alligevel momenter, der bør give den plads, når det hele begynder at springe ud. Lad Cold House blive i reolen indtil næste løvfald, men behold Outside Closer i nærheden af anlægget et godt stykke tid endnu.

★★★★★☆

Deltag i debat