Plader

Jimmy Chamberlin Complex: Life Begins Again

Skrevet af Lars Simonsen

Trommeslageren Jimmy Chamberlin forsøger med dette album at få gang i sin karriere igen efter opløsningen af først The Smashing Pumpkins og dernæst Zwan. Fokus er i overdreven grad på trommerne, men med hjælp fra bl.a. eks-pumpkin/Zwan Billy Corgan byder pladen dog på et par interessante numre.

Da The Smashing Pumpkins sagde farvel og tak ved udgangen af 2000, blev trommeslager Jimmy Chamberlin en del af frontfigur, sanger og guitarist Billy Corgans nye band, Zwan. Dette band fik dog en yderst kortvarig karriere med kun ét lunkent album som det synlige resultat af anstrengelserne – og Chamberlin måtte søge nye veje.

Så mens Corgan lader vente på sig med sin solo-debut, har Chamberlin skruet Life Begins Again sammen med hjælp fra bl.a. Billy Mohler (tekst og musik, bas, keys og guitar), Cathrine Wheels Rob Dickinson (sang), crooneren Bill Medley (sang), Lifehouses Sean Woolstenhumle (guitar), Adam Benjamin (piano) – og såmænd også Billy Corgan.

Men trods de mange samarbejdspartnere har Chamberlin alligevel formået at give pladen et tydeligt personligt aftryk, idet trommerne fylder rigtig meget i lydbilledet, hvor også kærligheden til jazz får masser af albuerum.
Pladen er først og fremmest en tumleplads for Chamberlins trommer, hvor mørke guitarer dog også bliver inviteret med i legen. Alligevel er posen dog rystet således, at de instrumentale numre får selskab af flere mere lettilgængelige sange, hvor trommerne spiller en lidt mere traditionel rolle. Men spotlyset er som oftest på trommerne.

Og selv om Jimmy Chamberlin er en sublim trommeslager, bliver det flere gange en drøj omgang at lægge øre til det, der ofte lyder som jam sessions. Eksempelvis er “P.S.A.” et legende nummer, hvor trommerne erobrer megen plads, men legen tager overhånd, og man fanges ikke rigtig af udtrykket. Guitarerne vil også lege med, og det hele ender uundgåeligt i en omgang retningsløs og mudret jam.

“Owed to Darryl” inviterer med til en slags storstilet instrumental catwalk, hvor de eksperimenterende soniske kreationer hvirvler rundt i rampelyset. Det er unægteligt dygtigt udført, men tænk, hvis man havde brugt energien på at implementere anstrengelserne i et lettere tilgængeligt og mere struktureret udtryk.

I titelnummeret gøres der dog et forsøg på netop dette. Jimmy Chamberlin styrer trommerne på imponerende vis, men denne gang uden at stjæle lydbilledet fuldstændigt. Alligevel bliver det ikke til det helt store nummer, som det kunne være blevet, idet både vokalbidraget fra Rob Dickinson og guitarerne fremstår som en tam affære, der ikke formår at få nummeret det sidste stykke ud over kanten.

Billy Corgans bidrag består i at synge i “Loki Cat”, og det gør han godt. Nummeret er afdæmpet, og stemningen er både drømmende og foruroligende:»A life comes our way / A death comes our way / Which is the safer place I’ll tell you.«
Med et dragende guitarriff samt Corgans blide og eftertænksomme sang er det en glimrende skæring på en sært underspillet måde, og sangen får én til at glæde sig til Corgans solo-debut.

Derfor ærger man sig også, når det jammende udtryk efterfølgende tager over i “Cranes of Prey”, for så er der nok en gang dømt både rockende og jazzet legestue i et nummer, der i øvrigt i en kort overgang minder om The Smashing Pumpkins’ hårdt-rockende “Tales of a Scorched Earth”.

Den dovne og atmosfæriske “Lullabye” er et rigtigt vellykket indslag. Bill Medleys rustikke vokal er ikke ulig Tom Waits’, og der er noget usandsynligt cool over den måde, hans rustne stemme fremfører ordene: »You are my only little one / Sweet love for you a lullabye.« Ulmende og mørke guitarer trænger sig efterhånden en smule på, men Medley sikrer trygheden ved overbevisende at synge: »Close your eyes / Sleep tight tonight and dream my dear / Rest your head / The sun will rise and I’ll be here.«

Life Begins Again er en trommeslagers debutplade – med streg under trommeslager. Så er man en glødende trommeslager, og vil man have mulighed for at aflure et par af de tricks, Jimmy Chamberlin har i ærmet, er der utvivlsomt en del at hente på denne plade. For alle os andre har den tidligere Pumpkins-trommeslager ikke begået en synderlig indbydende eller opsigtsvækkende solodebut.

★★½☆☆☆

Leave a Reply