Plader

John Wayne Shot Me: The Purple Hearted Youth Club

Dette må være det perfekte bevis på, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Hollandske John Wayne Shot Me gør forsøget, men de formår ikke at skille tingene ad, hvilket efterlader et middelmådigt produkt.

Gentagelser og genbrug af tidligere anmeldelser bør ikke finde sted, medmindre dét, der er skrevet, er så genialt eller brugbart, at man simpelthen ikke kan sige det meget bedre.
Således vil jeg begå mig ud på det dybe vand og citere noget fra en tidligere anmeldelse her på siden af John Wayne Shot Me (se nedenstående link):

Den blaserte vi-spiller-musik-med-legetøj-fra-Happy-Meals-attitude, kommer aldrig rigtig til at fungere for John Wayne Shot Me, og deres kreative krumspring virker mest af alt som fyld, der skal skjule, at det musikalske halter en del. Snarere end en oplevelse af fin ironi får man en fornemmelse af at overvære en musiktime i mellemskolen.

Desværre for det ambitiøse hollandske band er det også den fornemmelse, der gennemsyrer kroppen efter flere gennemlytninger af deres anden udgivelse.
Det kan være ganske godt at kombinere det naive med den skæve og kreative attitude, men der skal mere til end Space Invaders-grafik i coveret og en snøvlet forsanger, der desperat forsøger at lyde som Jason Lytle fra Grandaddy.

Den korte og sløve Intercontinental Machines indleder hele opkoget, og umiddelbart lyder det ganske fornuftigt, men et sæt skæve og hæse mexicanske trompeter overtrumfer det behagelige omkvæd, og nummeret slutter, før det egentlig kommer i gang.
Der er humør på for alle pengene, og der skal ikke nævnes noget nedsættende om bandets intentioner og energi, men de har for mange bolde i luften uden at kunne give menageriet en eller anden form for mening.

De skæve keyboard og synthesizertoner får ikke meget hjælp af den sløve instrumentering, der drukner sig selv i overflod og gøgl.
Faktisk skal man helt hen til sang nummer fem, før der sker noget interessant. En banjo køres i stilling, og den country-agtige stemning pryder sangene A price, a Head and Chinese Food og The Tentacle Song. Der overdoseres ikke med instrumenteringen, og den ivrige og alt for gavmilde producer må have haft en tissepause på netop dette tidspunkt, for de to korte minutter får tid og mulighed for at sende et kraftigt alt.country aftryk af sted. En skam at det kun varer et par minutter, for western-dramatikken klæder John Wayne Shot Me.

Let Sleeping Monsters Sleep skal også fremhæves trods den alt for tydelige Grandaddy bølgende orgel tilsætning i omkvædet.
Det iørefaldende rock/pop-nummer har en fin komposition, og det sovses ikke ind i alt for meget impulsiv kreativitet.

Duetten Building Robots viser måske allerbedst misforholdet mellem den gode sang, der tager sin tid, og ungdommens energiske tiltag, hvor sidstnævnte desværre har snuppet de fleste billetter. Numrene får ikke lov til at udvikle sig, og man har knap fået sat sig ned i stolen, før næste nummer presser på. Det virker forceret.
11 af pladens 19 numre varer under to minutter og mange af dem uhyre tæt på det ene minut. Statements er okay, og man kan fint placere et udbrud eller opråb af kunstnerisk karakter, men der skal substans og fylde til at fordøje og fornøje.

Der er så absolut potentiale i flere af numrene. Ctrl alt del og Autopilot collisions er små fine naive popsange, der lader instrumentering og vokal være en symbiose, men samtidig giver plads for de kvaliteter, de hver især besidder. Specielt sidstnævntes popkomposition har en let og catchy grundtone, som byder fødderne op til dans.

John Wayne Shot Me formår ikke at sætte deres eget aftryk på pladen. Der er for mange ubesvarede spørgsmål og flagrende noder. Vil hollænderne lave elektro-pop eller lofi-rock? Det smager nu bedst hver for sig, og så skal man altså droppe forfædrenes små tiltag som Introducing the Mechanical Reindeer, der er sovset ind i Radioheads robotsnak fra OK Computer.
John Wayne Shot Me viser absolut, at de har intentionerne. Ideerne må så komme hen ad vejen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat