Plader

Langsyne: Silent Storm

Skrevet af Mathias Askholm

Det er et ruskende tordenvejr, der har ramt musikbutikkerne med denne debut fra danske [Langsyne]. Progressiv tungrock af en anden støbning end man som regel hører på dansk jord, men måske er Mike Patton et lige lovligt stort idol?

»There is something you should know!«
Med et kommanderende brøl, der vil kunne få selv den mest sataniske skolelærer til at stå ret, indleder [Langsyne] deres debut. Og at [Langsyne] har et budskab, de vil ud med, står krystalklart med det samme. Her er der tale om rock, som spiller med musklerne.

Åbneren “Century” kan bedst beskrives som følelsen af at blive ramt af et godstog. Tonstunge riffs tordner i omkvædet ned over lytteren. ’Fladtrykt’ er dog ikke følelsen, man sidder tilbage med. Det er snarere en desperat trang til mere, der gennemløber kroppen efter denne indledende salve. Det er denne higen efter riffs, der river og driver musikken frem.

Måske er det nogle af efterdønningerne fra den indledende påkørsel, der ekkoer i baggrunden gennem hele albummet? Det holdes oppe af den samme kraftige bund af sammenvævede guitarer og en solid bas, men på intet tidspunkt når det helt op på niveau med slagkraften fra åbningsnummeret. I stedet overtager en let og plat drengerøvsattitude musikkens fokus.

For et øjeblik lader [Langsyne] dog den hårde maske falde. “How to Kill a Comet” er således en typisk historie om uforløst kærlighed og et afbræk i fortællingerne om kællinger, der ikke er værd at beskæftige sig med. I “How to Kill a Comet” lukkes lytteren en anelse ind under huden og fornemmer, at der måske er flere lag i sangen. Mere spændende bliver det dog aldrig. Med tekster som »since all the flowers live with reason / I tread them down and start to laugh,« er det håbløst tydeligt, at der tekstmæssigt haltes efter. Det er ikke, hvad der synges, men hvordan det synges. Det er også effektfuldt nok, men man kommer hurtigt til at savne musikkens tyngde i teksterne.

[Langsyne] har som band spillet sammen i 11 år, så på trods af deres status som debutant og en gennemsnitsalder så lav som 23 år, er det allerede et imponerende modent band. Guitarerne kører et næsten seksuelt parløb gennem det tordenvejr, Jacob Jessen slår an på trommerne. På toppen er der så forsanger Michael Mommes spændstige stemme. Og at Momme kan synge, er der vist ingen tvivl om, men i længden bliver hans stemmeføring anstrengt. Man kan næsten ledes til at begynde at spørge sig selv, om Momme mon til tider bevidst lægger sin stemme i samme boldgade som Serj Tankian eller Mike Patton.

Og nu vi er ved ham… Der er vist ingen tvivl om, at Faith No More og andre Mike Patton-projekter betyder meget for drengene i bandet, men hvorfor bekymre sig om indflydelser, der måske er lidt for åbenlyse, hvis bare bandet formår at gøre udtrykket til deres eget? Der er mange rigtigt gode riffs og dommedagstrommer her, og det eneste, der halter en anelse efter på ægtheds-barometeret, er som sagt Mommes stemmeføring.

Silent Storm er en bombastisk dommedagsbombe af en plade. Kraften og energien er så høj, at fysisk udmattelse er en naturlig reaktion på lytteturen. Denne anmelder er voldsomt underholdt, så længe den nydes i små bidder. Dette er en af de slags plader, der bliver væsentligt bedre af at blive hørt med en øl i den ene hånd. Nærlytning er det ikke til, men øldrikning – det er Silent Storm noget nær perfekt til.

★★★½☆☆

Deltag i debat