Plader

MC Hansen Band: Bogrough Junction

Skrevet af Peter Hansen

MC Hansen Band er noget så sjældent som et dansk country-blues-band, der rent faktisk holder, også selv om man er under 50. Med Bogrough Junction har bandet lavet en solid plade, der dog lige mangler den smukhed, som country-artister andre steder i verden præsterer.

Jeg kan stadig huske en af mine store skuffelser som knægt. Ligesom de fleste andre drenge var jeg vild med westerns, og det var derfor med store forventninger og munden fuld af lørdagsslik, at jeg en aften i 80’erne satte mig til rette foran fjernsynet for at se Præriens skrappe drenge. Sikke en katastrofe. Dirch Passer var ikke ligefrem John Wayne. Paul Hagen var ikke Lee van Cleef, og Preben Kaas var ondelyneme ikke Clint Eastwood.

Om det var Passers grimasser eller Karl Steggers kække bemærkninger, der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men midt imellem falske indianere og legetøjspistoler, blev jeg efterhånden overbevist om, at danskere ikke kan begå sig inden for typisk amerikansk kultur. Siden dengang har Jolly Cola og Gamle mænd i nye biler kun bidraget til den opfattelse.

Det var derfor også med bange anelser, at jeg modtog en cd fra et dansk band med et så relativt åndsvagt navn som MC Hansen Band, og hvor der i den medfølgende pressemeddelelse stod, at der var tale om country og blues på den klassiske måde. Barndomsminderne om katastrofale danske westerns væltede ind over mig, og da pladens første nummer Joe´s Uncle skubbede sig ud af højtalerne, blev minderne blandet med forestillinger om et gammelmandsband, der spiller jazz-blues i en provinsbodega. Fordommene var bekræftet, og jeg var sikker på, at en pine af gennemlytninger ventede mig – men vent nu lige lidt…

Allerede i næste nummer bliver den lidt tamme barstemning fra Joe´s Uncle afløst af en langt mere berusende rendyrket countrystemning i visen om Sweet Loretta Mae. Komplet med slideguitar og sørgelige historier er det et mere end stabilt nummer, men det bliver endnu bedre i næste skæring.
20 Years (Dying in the News on a Sunday) er nøjagtigt lige så god som sin titel, og forsanger Hansen viser en bekvemmelighed med den klagende country-vokal, som ikke er hørt uden for Nashville eller Sverige. På det tidspunkt er minderne om Passer og Stegger trængt væk og erstattet af en rendyrket nydelse for dette danske bands tag på den amerikanske kultur.

Pladen tager da også meget passende et tematisk udgangspunkt omkring den fiktive lille amerikanske by Bogrough Junction, hvor skæbner trives, og søde historier opstår. Hvorvidt det har en nævneværdig indflydelse på éns nydelse af musikken, afhænger af, hvor meget man går op i den tekstmæssige side af sagen. Et eller andet sted giver det pladen et lille nøk ekstra autenticitet.

Det er der dog allerede masser af i forvejen. MC Hansen Band træder nemlig smukt på den rigtige grænse mellem den sørgmodige country og den medrivende countryrock og blues. Og selv gospel-agtige toner har bandet godt styr på, hvilket den episke Shine On er et godt eksempel på.
Det er dog især pladens tre afslutningsnumre, der gør Bogrough Junction til en altovervejende positiv lytteoplevelse. Nogle vil kalde pladen for “dad-rock” og måske endda røvballe, men de tager fejl. MC Hansen Band mener, hvad de synger og spiller, og det er en god ting.

Bogrough Junction mangler måske lige den ene sang, der virkelig tager pusten fra én, men de svæver stort set hele tiden omkring den. Sagt på en anden måde er pladen ikke helt oppe i mesterklassen, men den har i hvert fald formået at ændre den opfattelse, der blev dannet oppe i hovedet på en lille dreng, der sad foran fjernsynet engang i 80’erne. Det er faktisk noget af en præstation.

★★★★☆☆

Deltag i debat