Plader

Minus Story: Heaven and Hell EP

Skrevet af Martin Petersen

¨Den amerikanske kvintet Minus Story leverer med Heaven and Hell-EP’en et bud på, hvordan man udfylder ventetiden mellem to plader. Musikalsk kan der trækkes paralleller fra Mercury Rev og Neil Young til New Orleans-jazz, og selvom resultatet er middelmådigt, er der håb for den kommende plade.

Når éns seneste udgivelse ligger et år tilbage, og den næste ikke er sat til at udkomme før til efteråret, er en ep en ganske glimrende måde at blive husket på. Man ser, hvad man har liggende, som ikke helt passede ind på den første plade, måske indspiller man lidt nyt, og er der stadig plads, kan man altid smide et covernummer ind. Præcis denne formel følger Minus Story på deres nye ep Heaven and Hell. To gamle, to nye, en coverversion og en spøgelseshistorie når det at blive til, før ep’ens 21 minutter løber ud.

Når man første gang lægger øre til Heaven and Hell, så er man undskyldt, hvis man det første minut tror, man lytter til endnu et selvfinansieret singer/songwriter-udspil.
Åbnings- og titelnummeret “Heaven and Hell” begynder dæmpet og tøvende, kun med vokal, klaver og antydningen af en guitar i baggrunden. Men efter halvandet minut fyldes lydbilledet helt ud på en særegen skramlende måde; og hvor sanger Jordan Geigers først virker svag og usikker, giver musikken ham lige pludselig et snert af bitterhed, der ændrer hele sangens virkemåde.
Den følges op af “Time Wastes Itself”, den anden af to ældre sange. Lydbilledet er igen fyldt helt ud, dog uden at svømme over, og den sarte dog storladne vokal leder tankerne hen på Mercury Rev-sanger Jonathan Donahue.

De to nye numre byder på ganske forskellige indtryk. Hvor “Suffer by Yourself” med mundharmonikaen i en fremtrædende rolle leder tankerne hen på Neil Young, er “Misery Is a Ship” en lille mismodig perle, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen, og netop som man tror, man ved, hvor nummeret bevæger sig henad, bliver det tilført en lille genistreg. Jordan Geiger griber trompeten og får det hele til at glide over i en virkelig, virkelig sløv og trist gang New Orleans-jazz. Det er godt tænkt og mesterligt fremført.

Heaven and Hell byder også på Minus Storys fortolkning af Misfits-nummeret “Hybrid Moments”, og uden at have hørt originalen tør jeg godt gætte på, at coveret ligger et stykke fra denne udgave. Især vokalleveringen skylder Neil Young meget.

Trommerne styrer i høj grad musikkens gang på denne ep. Det ene øjeblik kører trommeslager Nick Christus en marchtakt for det næste øjeblik at slå over i vals – og selv om numrene på ep’en rummer mange indtryk, skiller trommerne sig hele tiden klart ud.
Men der sker meget i éns ører, når man hører Heaven and Hell; desværre er instrumenterne flere steder svære at skille fra hinanden, og formentlig også derfor træder trommer og også vokal meget klart frem i lydbilledet. En bedre produktion kunne være et ydmygt ønske til den kommende plade.

Heaven and Hell er et sammenkog af nyt og gammelt. Der er mange gode momenter til at pirre éns opmærkomhed, men efter et par gennemlytninger savner man variation i Minus Storys udtryk. Derfor når det aldrig at blive helt godt. Men hvis man har hang til singer/songwritere i stil med Bright Eyes, Songs: Ohia eller for den sags skyld Neil Young, så spilder man ikke sin tid i selskab med Minus Story.

★★★½☆☆

Deltag i debat