Plader

n.Lannon: Chemical Friends

Skrevet af Mikkel Arre

Californiske Nyles Lannon har skrevet en rar lille samling folksange, men melodierne mangler lige det sidste for at skille sig ud. I stedet lever Chemical Friends mest på stemningsbilleder, og der er grænser for, hvor interessant støvregn og dis er.

Præcis midtvejs gennem Chemical Friends får vi en kort optagelse af legende børn, der leger i strandkanten. Men derudover er der ikke meget, der peger i retning af, at Nyles Lannon faktisk kommer fra San Francisco.
Hans soloplade læner sig snarere op ad den engelske folk-tradition og lyder – ligesom engelske Gravenhursts Flashlight Seasons – sine steder som Nick Drake, hvis han ellers havde kunnet bumle ind i en synthesizer og en sampler.

“Beached” (med strand-samplingen) viser fint, hvor n.Lannon befinder sig i det musikalske landskab. Melodien er relativt energisk, men alligevel i det sørgmodige hjørne. Den føres frem af en akustisk guitar, hvor akkorderne skifter i et ret lavt tempo, og nedenunder ligger en synthesizer og laver skyllende bølgebevægelser.
Udgangspunktet er altså ganske traditionelle sange hovedsagelig båret af akustisk guitar, mens diverse lavmælte elektroniske effekter maler gråtoner i baggrunden. Og det er i sandhed en behagelig blanding – men den er desværre også temmelig ufarlig. Elektronikken er så afdæmpet, at man sjældent bemærker den, og melodien på Beached er betegnende for det meste af pladen ved at ligge i mellemlejet – og ved at være rar uden at være noget særligt.

Men hvis man vil, kan man nu sagtens se det som et plus, at Chemical Friends er så lige ud ad villavejen. Den er rar at dase til, og når “Turn Time Around” tilmed byder på vokalharmonier i flere lag, er man nærmest klar til at lade sin sjæl svæve udad og opad.

Mindst lige så svævende er Nyles Lannons stemme, og det ville have været mere virkningsfuldt, hvis han lidt oftere havde forladt sin hviske-syngende stil, hvor hans vokal lyder næsten altid lyder som dis i skumringen. At vokalen er så gennemsigtig, gør det svært at koncentrere sig om teksterne, der ellers vistnok både berører smerten ved ikke at være med i den udkårnes drømme længere og sine steder strejfer at være politiske udmeldinger.

“Hollow Hearts” tekst springer heller ikke i øjnene, men hér fænger melodien og harmonierne til gengæld. Akkompagneret af perlende fingerspil på guitaren rammer Lannons stemme en smuk vemodig tone, der ikke bare rummer længsel i teksten, men også i selve tonefaldet. For en gangs skyld er vokalen ikke mixet om bag ved et tæt skylag.

Knap så heldigt er n.Lannon kommet af sted med den noget uoriginale vokalproduktion i “Demons”. Kunstnere som Notwist, Clue to Kalo og vitaminsforyou har de seneste år dyrket nøgne, slæbende beats og indfølte vokaler, der er optaget så intimt, at også vejrtrækningerne er med. Heldigvis viser nummeret sig at være ganske godt, fordi det bryder med de andre numres traditionelle vers/omkvæd-kompositioner. Det kønne omkvæd får lov at køre i ring på en bund af dronende guitarer. Den drømmende, søgende tilstand bliver desværre med ét afløst af et ret tungt, rockende guitarriff. Bestemt et behjertet forsøg på at skabe variation, men det afsporer totalt sangens stemning.
Så er der mere konsekvens i at lade “My Last Breath” være relativt pågående synth-powerpop fra start til slut. Nummeret falder godt nok noget uden for resten af pladen, men det gør godt med et afbræk fra den akustiske guitar.

Chemical Friends er en meget jævn plade. Ud over de få tilfælde, hvor musikken bliver kantet og får fremdrift, er der ikke meget, der skiller sig ud. Og på den måde er det vel meget karakteristisk, at det langsomme og yndefulde tostemmige omkvæd i “Cruel” godt nok bliver siddende i hovedet efter et par gennemlytninger, men uden at man ved næste genhør med pladen lægger særligt mærke til, hvornår nummeret dukker op.
Det ville være forkert at kalde Chemical Friends middelmådig, for det er såmænd en udmærket og meget konsistent plade. Den havde bare været meget lettere at huske – og holde af – hvis melodierne havde trængt sig lidt mere på.

★★★☆☆☆

Deltag i debat