På coveret ses kunstneren iført hyggelig uldsweater med rullekrave og i færd med at tømme en kop espresso. Det kan umiddelbart virke lidt corny, at Noël identificerer sig så meget med caféstemningen, men efter at have hørt musikken må man konstatere, at han rammer plet på en virkelig ægte og varm facon. Det er lidt som at komme fra den bidske vinterkulde ind i en varm og gemytlig kaffestue. For numrene er som små varme og velbryggede kopper kaffe, brygget på de fineste berlinske bønner, med både sukker, fløde og tilpas grums til at give en spidsblød smag, man har svært ved at få nok af.

Omdrejningspunktet for de fleste af de i alt 11 skæringer er en sparsom akustisk guitar, der har sådan et lidt sigøjneragtigt præg over sig. Ud over suppleringen fra bas, trommer og vokal er der også en lang række beskedne men vældigt raffinerede indslag fra piano, strygere, hammond, og banjo, og resultatet er et sæt fint vævede arrangementer med konstant skiftende indslag fra sidelinjen. Dette giver musikken en god langtidsholdbarhed, hvor man efter at have smagt de første melodiske sukkerknalde bliver ved med at nyde de nye facetter, der dukker op i det elegante musikalske landskab. Et landskab, der forkæler lytteren med en lækker, smørblød lyd, der trods de mange lag lyder umiskendeligt live, og frem for alt er en helstøbt, organisk helhed.

Man kan ikke løbe fra, at der er et strøg af decideret retro over hele tilgangen, hvor der beskedent lÃ¥nes fra nogle af fortidens store skikkelser. Der er tydelige levn af Beatles’ tivolilyde, Burt Bacharachs akkordskift, Beach Boys’ kor og Elvis Costellos fortællestil, men tilstedeværelsen af en uhøjtidelig singer/songwriter-attitude er alligevel med til at gøre sammenblandingen personlig. At kalde det tidløst er nok at tage munden lidt for fuld, men der er dog ingen tvivl om, at det er klassisk sangskrivning af format. Den ene mesterligt underspillede stemningsperle afløser simpelthen den anden, og det er en forbandet hyggelig plade, man hurtigt hører sig selv nynne med pÃ¥.

Herlighederne indledes med et beskedent svingende instrumentalnummer, der ligesom pladens andre to instrumentalnumre er et svendestykke i fræk og umiddelbar spilleglæde. Først ved pladens andet nummer høres Noëls lidt diskrete vokal, en løst intoneret stemme i samtaleniveau, der ikke er præget af den store patos, men er nærværende og vedkommende. I det hele taget holdes udtrykket tæt ved jorden uden at miste forbindelsen til højere sfærer.

For trods den varme stemning formÃ¥r teksterne alligevel at udtrykke alvorlige emner, der med det nedtonede udtryk fÃ¥r et særligt troværdigt skær. NÃ¥r der henkastet-melankolsk pÃ¥ Wrong Places synges »I don’t believe those who say / they don’t regret a single day,« er de fleste nok med, men det gør ikke udtrykket banalt eller forsimplet. Tilværelsen fortolkes bare simpelt og ukunstlet fra cafébordets perspektiv, og hvad enten det sker i form af en personlig bekendelse eller bare en godt fortalt historie, er der hele tiden en følelse af at være i fantastisk godt selskab.

I “Motel Love” høres ogsÃ¥ en tydelig inspiration fra Tom Waits, hvilket mÃ¥ske er oplagt, da han jo ogsÃ¥ har beværtningen som udgangspunkt. Her viser Noël i hvert fald, at han ogsÃ¥ mestrer det enkle, velfortalte nummer, der fungerer uden de skæve indfald og friske akkordskift, der ellers dominerer albummet.

En cappucino-varm anbefaling.