Plader

Ea Philippa: Fjerne himle

Skrevet af Martin Petersen

Fjerne himle tager udgangspunkt i en eventyrverden langt væk. En mere jordnær indgangsvinkel til tekstskrivningen kunne måske have resulteret i en plade, der i højere grad var værd at lægge øre til.

Teksterne til de 10 sange på Ea Philippas debutplade Fjerne himle kan fremstå noget uhåndgribelige, hvis man ikke kender historien bag. Hele tekstuniverset tager udspring på en planet ved navn Belliana, der efter sigende skulle befinde sig på den anden side af universet. Belliana er også navnet på Ea Philippas eget pladeselskab, der har udgivet Fjerne himle. Det er planen, at der skal udkomme en bog med fortællinger fra Belliana og senere en tv-serie rettet mod det yngre publikum.
Vedlagt pressemeddelelsen lå der en meget udførlig beskrivelse af hele fantasiuniverset og dens personer; oven i købet var der også vedlagt et kort, i tilfælde af at éns vej skulle falde forbi.

Fjerne himle er svært nedbrydelig; den rummer et væld af positive aspekter, men desværre også et tilsvarende antal detaljer, der trækker ned i karakterbogen. Musikalsk befinder vi os i grænselandet mellem Under byen og klassisk musik, det er flot produceret. Og til trods for at musikken er meget let tilgængelig, så rummer den alligevel en vis tyngde, men med blandt andet to celloer og en bratsch i orkestreringen er det forståeligt. Melodierne er flot bygget op, og selv om de ikke er grænsesøgende, så er melodierne hverken forudsigelige eller uden udfordring for lytteren. Desværre er der to vigtige elementer, der står i stærk kontrast til musikkens kvaliteter, nemlig sangteksterne og Ea Philippes stemme.

Jeg vil ikke udelukke, at teksterne vil give mening, hvis man senere vælger at bruge musikken som underlægningsmusik til den planlagte tv-serie, men jeg tvivler på, at de færreste lyttere, der lytter til pladen for musikkens skyld, vil kunne forholde sig til en linje som “Alle mine heste, dem er der musik i” fra Hestenes sang eller linjen “Nu er hun et væsen halvt menneske halvt helt speciel ekstraterrestriel” fra Phililippa. Det sidstnævnte eksempel giver selvfølgelig mening ud fra den historie, der ligger bag, men som lytter uden interesse i børne-tv, er det bare volapyk. Hestenes sang og Phililippa er også blandt de svageste sange på Fjerne himle.

Den anden ting, der ikke modsvarer musikken, er Ea Philippa selv. Hendes spinkle stemme modsvarer slet ikke den kraft, der ligger og skjuler sig i musikken. Musikken bliver druknet i hendes stemme, og jeg skulle ikke nå mange numre ind i pladen, før den gik hen og blev et decideret irritationsmoment. Det er synd, for Ea Philippa synger ikke dårligt! Men hendes stemme er ikke forenelig med den musik, Fjerne himle byder på.
Det fungerer dog i Nu i nat, der er pladens mest dæmpede nummer og det eneste, hvor musik og stemme går op i en højere enhed. Tango og Drømmevæveren er begge tæt på at være der, men igen spiller misforholdet mellem musik og stemme ind. Jeg er meget begejstret for det afsluttende instrumentalstykke Stille hjerte – det ville gøre sig godt til rulleteksterne i en italiensk film.

Der ligger nogle fine intentioner og noget flot musik bag Fjerne himle, men det fungerer desværre bare ikke efter intentionerne. Ea Philippa kan sagtens gå hen og blive et interessant bekendtskab. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun rummer både talent og idéer, der kan skille sig ud fra mængden, og jeg vil allerede nu se frem til, hvad der måtte komme fra hendes side næste gang.

★★½☆☆☆

Deltag i debat