Plader

The Prefects: Are Amateur Wankers

Skrevet af Mathias Askholm

Dette er den rigtige vare. Engelsk punk fra ’77-’79, der først nu er blevet udgivet. Kan man ikke få nok af obskure bands, der tumlede rundt på denne scene for snart 20 år siden, er dette interessant. Ellers ikke.

The Prefects var et af de postpunkbands, der opstod, næsten før den første bølge af engelske punkbands havde lagt sig. Beslægtet med The Fall, Wire, Joy Division og lignende bands på scenen spillede The Prefects banal, men energisprængt ’fuck alt’-punk med stikkende guitarer og spændstige basgange. De først omtalte bands har alle skrevet sig ind i rock-historien; The Prefects har ikke.

Are Amateur Wankers slår allerede med titlen tonen an. Vel forsøger de at være politiske, tag bare den 10 minutter lange “Bristol Road Leads to Dachau”. Men som det er tilfældet med denne sang, strander det politiske altid på banaliteter og naive synspunkter. Nej, det er ikke indsigt og dybe betragtninger, der tynger. Platheder og sex, derimod. Dét kan de.

“Faults” åbner albummet, og det er næppe en tilfældighed, at omkvædet »we’ve got faults« umiskendeligt lyder som en hyldest til bandets balls. Der er ikke langt fra denne fejlfortolkning til det to-akkorder-overfald, The Prefects fyrer op for med “Escort Girls”. Det er halvandet minuts spark i klokkeværket, krampagtigt spillet i firdobbelt tempo.

Der er med dette album ikke tale om en reissue, da The Prefects aldrig nåede at udgive mere end en enkelt single. Are Amateur Wankers er sammensat af et par optagelser fra radiooptrædener og forskellige koncerter. Musikken er med andre ord fuldstændig uden sammenhæng, men som et kludetæppe vævet sammen af bidder af The Prefects’ hovedløse musikalske søgen.

Der er ikke dét, The Prefects ikke tør prøve. De kaster sig fra P.I.L.-lignende dansepunk i “Things in General” til den dronelignende 10 minutter lange “Bristol Road Leads to Dachau”. Intet mestres til fulde, men energien og viljen bærer de fleste numre igennem.

Er The Prefects’ bagkatalog et overset og glemt mesterværk, eller er der en grund til, at de ikke nævnes i flæng med The Slits, The Clash og Gang of Four? Svaret er ligetil: Selvfølgelig er The Prefects ikke den oversete perle, nogen vil gøre dem til – men det til trods er der noget at komme efter. Dette er en hyldest til den ungdommelige energi og vilje, der startede den bølge af bands, som har betydet så meget for beatmusikken.

Bedst på albummet er “Things in General” og “Total Luck”, der begge formår at fremstå som mere end blot skitser. The Prefects kaster sig ud i mange forskellige stilarter, men formår desværre ikke rigtigt at nå i dybden i ret mange sange. Da de eksisterede som band, kompenserede de for dette med attitude og energi, men nu, snart 20 år senere, er det blot skitser og usammenhængende eksperimenter.

Dette er soundtracket til forrige generations rebelske ungdomsoprør, men hvorfor bruge sin tid på det, når der også i denne generation findes musikere, som tør gå egne veje? Er man fanatisk interesseret i punkens historie, kan man ikke komme uden om The Prefects; er man ikke, vil man kunne bruge sin tid bedre med andre bands.

Dette er et vidnesbyrd om en forgangen tid. Vil man fordybe sig i fortiden, emmer The Prefects af den rigtige punk-stemning. Og det er stemningen og ånden frem for musikalske kvaliteter, The Prefects kan sælge sig selv på.

★★★☆☆☆

Lyt til “Faults”:
[audio:http://www.carparkrecords.com/prefects.mp3]

Deltag i debat