Plader

Matt Sharp: s.t.

Han er tidligere Weezer-bassist og The Rentals-frontmand og har efter fem års stilhed udgivet sin første plade i eget navn. Matt Sharp har bevæget sig over i en helt anden grøft med et akustisk baseret udtryk, der skyder rødder i singer/songwriter-traditionen. Men noget mangler…

Matt Sharp er et navn, der for mange får en lille klokke til at ringe. Han var bassist i Weezer til og med højdepunktet Pinkerton, hvorefter han klogeligt valgte at gå (måske blev han smidt ud… den diskussion overlader jeg til sladderpressen). Sideløbende havde Sharp dannet The Rentals, som specialiserede sig i Moog-inficeret new wave-rock. Her blev det til to plader, hvoraf den sidste blev udgivet i 1999. Herefter lød en rungende stilhed fra Matt Sharp. Stilheden udadtil benyttede han dog til at give sig i kast med noget nyt og noget andet. Det har resulteret i nærværende debutplade i eget navn, som ligger milevidt fra hornbriller, 90’er-ironi og nørdet rockmusik.

Lyden er afdæmpet, stemningen er eftertænksom, og humøret er dovent dagdrømmerisk. Matt Sharp har grebet fat i sin akustiske guitar, og med anslag derpå som udgangspunkt præsenterer han 13 sange.
All These Dreams er den første i rækken, og den sender et udtryk ud i rummet, som umiddelbart er indbydende at tage til sig. Fingre presser ned på klavertangenter, og snarligt træder akustiske guitarakkorder ind i lydbilledet og lægger sig som den eneste struktur i nummeret. Udtrykket er ganske symptomatisk fra de resterende 12 sange, for her er, med en enkelt undtagelse, ingen bas eller trommer til at sætte sangene i rammer.

Et tidligt højdepunkt fremtræder i form af Goodbye West Coast – en sukkende sang, der hører hjemme i bilanlægget, mens man skuer mod fjerne horisonter. Nummeret er lydsporet til en køretur, mens man forsøger at ryste ensomheden af sig. Den gennemsyrende tristesse, som ligger implicit i nummeret, gør lytteoplevelsen behagelig og sangen kærkommen – i hvert fald de første tre minutter, hvorefter nummeret trækker sig selv unødvendigt i langdrag.

Der er en sælsom form for selvbevidsthed på spil i løbet af numrene. Det er et træk, som formår at skubbe mange sange ind i livløse baner og tomgang. Let Me Pass er et godt eksempel herpå. Matt Sharp mumler affekterede rim (“But the man at the gate won’t negotiate / He’s becoming irate / It’s a stalemate“) over guitarakkorder uden den mindste form for glød eller spænding. Det er sjældent, at sangene (ord som melodier) formår at hæve sig over middelmådige sentimentaliteter.

Just Like Movie Stars er en undtagelse og et andet højdepunkt på pladen; den lyder mest af alt som en forlagt M. Ward-sang. En doven, tæt tåge af vellyd lægger sig over nummeret, mens Sharp ytrer drømme fra det brede lærred med et tyst folk-arrangement. Det er en skøn sang, som blandt få gør pladen værd at beskæftige sig med.

Nyt udtryk eller ej, det kniber for Matt Sharp at lave sange, som ikke fremstår anonyme eller som ikke glider over i hinanden. Med kun få melodiske afstikkere er det svært at tale varmt om en plade, der forhåbentlig blot er et skridt på vejen mod noget stærkere og mere personligt. Endnu har Sharp et godt stykke vej at gå.

★★★☆☆☆

Deltag i debat