Plader

Mia Doi Todd: Manzanita

Skrevet af Mikkel Arre

Mia Doi Todds femte album beviser endnu en gang, at L.A.-sangerinden har en fyldig og spændende stemme. Hvis hun så bare havde turdet stole på, at den sagtens kan gøre arbejdet, ville pladen have været glimrende. Nu stritter den i for mange retninger og hænger ikke sammen.

Efter tre akustiske udgivelser på små pladeselskaber blev L.A.-singer/songwriteren Mia Doi Todd i 2001 signet til det store selskab Columbia Records. Året efter udkom The Golden State, som godt nok fik en udmærket modtagelse, men ikke blev en stor nok succes til at få Columbia til at forlænge samarbejdet.
Derfor er Mia Doi Todd nu røget videre til videre til Plug Research, der med navne som Dntel og Daedelus primært har markeret sig som et elektronisk selskab.

Imidlertid er der ingen spor af elektronik på Manzanita. Pladen er stort set renset for de studietekniske finurligheder, der gjorde The Golden State til en lidt for forudsigelig og lige lovligt velproduceret affære.
Manzanita har et mere organisk præg og lader i højere grad Mia Doi Todds mørkladne stemme stå alene i lydbilledet.
Og hvilken stemme det er! Den får måske ikke lytteren til at falde bagover af overjordisk skønhed, men den har en fylde, der er sjælden hos sangerinder, og rummer et væld af udtryksmuligheder.

Et glimrende eksempel er den helt minimalistiske “Muscle, Bone & Blood”. Kun i selskab med spredte klaverakkorder levendegør hendes stemme både den skælvende tvivl og den spirende beslutsomhed i teksten: »I am a human being / I’m made of muscle, bone and blood / I’m full of awful feelings / self-hatred and mistrust / … / I need you now to abandon me / my heart is in a knot / I need you now to put your hands on me / let’s give it one more shot.«

Mia Doi Todds tekster er nærmest udelukkende kærlighedspoesi. Men der er ikke meget “hjerte rimer på smerte” over teksterne. Omvendt er der heller ikke behov for de helt store digtanalyser for at forstå budskaberne. Teksterne befinder sig et sted mellem det letfordøjelige og det sirligt udspekulerede. De bevæger sig mellem “Tongue-tied”s rigeligt håndfaste sammenligning af den mystiske udkårne og et hus, hvor der ikke er nogen vinduer ind til sjælen, og det afdæmpede ying-yang-tema i “My Room Is White”.
Sidstnævnte leverer også et glimrende eksempel på Mia Doi Todds fine blik for de små detaljer i sproget: »We kiss for the first time / our lips and tongues tied in fitness / infiniteness.«

Kun en enkelt tekst skiller sig ud, nemlig det særdeles politiske dommedagsmaleri “The Way”. Og lige så vel som de mange sorte penselstrøg – f.eks. »the world in crisis / seems like paradise was lost and can’t be found« og »We’re junking bonds / We’re dropping bombs we’ve made by guzzling gasoline« – godt kan blive lidt for meget af det gode (eller rettere: af det indignerede), bliver Doi Todds stemme også lidt for meget på “The Way”. Det er lidt af en gåde, hvorfor den er blevet doubletracket, for dens fylde taget i betragtning er ét lag nok.
Samtidig stikker den musikalske underlægning også ud fra resten af pladen ved at være kantet og snerrende, takket være guitarhjælp fra psychrockerne Dead Meadow.

Mia Doi Todd er langt bedre og har langt større følelsesmæssig effekt, når hun lader sin stemme stå omtrent alene i lydbilledet som i “Luna Lune”, hvor hendes længselsfulde stræben efter at se månens bagside forplanter sig i hendes vokal.

Desværre har Manzanita svært ved for alvor at få gåsehuden og følelserne manet frem hos lytteren. Pladen er ganske enkelt for ujævn og stritter i overraskende mange retninger. Det er vanskeligt at finde sammenhæng i en plade, der rækker fra “What If We Do”s fængende, men lidt sødladne pop over stryger- og hornarrangementer a la Bacharach i “The Last Night of Winter” til den aldeles ligegyldige reggae-leg “Casa Nova”.

Manzanita er bestemt en udmærket plade. Men når man tager de ikke altid lige iørefaldende melodier og den noget flyvske flaksen mellem stilarterne med ind i vurderingen, kan pladen hovedsageligt anbefales til fans af kvindelige singer/songwritere med stærke stemmer. For stemmen kan man ikke tage fra Mia Doi Todd.

★★★☆☆☆

Deltag i debat