Nyheder

Antony and the Johnsons på Loppen til maj


Den androgyne popsmed og himmelstormer Antony kommer sammen med the Johnsons på besøg i Danmark til maj. Nærmere bestemt giver bandet Antony and the Johnsons en koncert på Loppen i København den 16. maj.

Det amerikanske avantgarde- og kammerpop-ensemble har netop udgivet albummet I Am a Bird Now til stormende kritikerros over hele den musikhørende del af verden. Pladen har også gjort et stort indtryk her på Undertoner, hvor den fik topkarakter og blandt andet følgende ord med på vejen:

Der gemmer sig en tung sky af vemod og melankoli i melodierne, og man bliver plantet klos op ad lyrikken, så man helt glemmer, at det ikke er en bekendt, man sidder og lytter til. Følelserne vælter ud af munden på Antony og direkte gennem hjernebarken på lytteren, der blot sidder mundlam tilbage, paralyseret og betaget, gennemlytning efter gennemlytning.

Til koncerten på Loppen kan man så håbe, at publikum ikke er så paralyserede, at de glemmer at klappe.

Undertoners anmeldelse af I Am a Bird Now

Leave a Reply