Plader

Branches: s.t.

Rå i kanten, men blød i midten. Skæv rock med klokkespil og dansevenlige kompositioner. Branches forholder sig aldrig helt til én bestemt genre, hvilket ofte falder mindre heldigt ud, men i dette tilfælde smitter legen, og man føler sig egentlig godt underholdt.

Det er lidt af et musikalsk landskab, Branches selvbetitlede debut favner over. Der er lofi, jazz, post-rock og popelementer.
De mange farver på paletten kunne meget vel gå hen og blive til en mudret nuance, der ikke finder sin plads på maleriet. Men de luftige og poppede kompositioner, der trods alt er grundessensen i Branches’ musikalske univers, virker forfriskende, og den afslappede tilgang til selvironi og humor gør det til en spiselig affære.

Branches ligger sig fint i hjulsporet af Pavement med en sangskrivning, der det ene øjeblik forvirrer lytteren for derefter at bryde ud i et solstrejf af pop og rockhymner, der kalder på dansegulvet. Altid skævt og finurligt.
Et godt eksempel på dette er Match Makin’ Beats, der med sin søvnige tilgang og næsten klaustrofobiske akkorder flyver hen over skæve lydtoppe, før det plasker ned i ren fryd og gammen med lys korsang og iørefaldende sammenspil for til slut at ende i samme sløve suppedas.

Branches favner bredt både, hvad angår stemning og atmosfære, hvilket pladens instrumentalnumre fint demonstrerer.
Do You Remember? er luftigt og varmt, men samtidig også tilsat et strejf af melankoli, godt spundet af melodikaen der omkranser det let jazzede trommespil, guitaren og klokkespillet.
Mary Gets Around er en helt anden boldgade. Godt nok også med guitar og klokkespil, men langt mere akustisk, og de ambiente baggrundslyde, der minder om vind og blæst, er langt fra den positive og opløftende tendens fra åbneren.
Hvorfor Branches har valgt at gøre brug af det instrumentale, er egentlig lidt en gåde, for de er så absolut bedst, når der er vokal på numrene.
Instrumentalerne har heller ikke det touch af skævhed og charme, som præger de øvrige numre, hvilket er en skam, for det er dér, Branches brænder igennem.

Et nummer som Pick-Up Game er på mange måder et ligefremt nummer, men basspillet gør forskellen og rammer en tone, man (desværre) ikke hører så ofte. Det nostalgiske tilbageblik på barndommens leg ved vejen er velsagtens naivt og banalt, men samtidig uskyldigt og charmerende. Vi hører om alt fra spark til dåsen til børnene i kvarteret. Infantil lyrik der kompositionsmæssigt matches godt, specielt når nummeret tones ned og breakes ved hjælp af noget, der lyder som en legetøjsharmonika.

Andre gode eksempler på den charmerende sangskrivning, viser numre som Heat Lamp Tramp, og Dusty Gritz. Førstnævnte river tankerne hen mod en gedigen 80’er-synthlyd, og det poppede beat er ganske betagende.
She’s wearing next to nothing / She’s my heat lamp tramp.” Smager man lidt på sætningen, er den faktisk forrygende humoristisk, hvilket sikkert har været intentionen. Pladens kontrollerede galskab og små gakkede indslag er så absolut værd at bemærke.
Dusty Grits gør igen brug af bassen som nål og tråd. Det halvtunge rocknummer oser af kaktus, beskidte kasketter og Budweiser, der dog pludselig vender og drejer sig med små skæve indslag fra guitar, keyboard og tromme. Ensartetheden går fløjten, og det hele ender i en sump af lyde og galskab.

Der er et godt stykke fra Branches’ debutplade til den traditionelle amerikanske mainstream rock – og heldigvis for det. Branches behøver ikke at vokse ud af sin puppe og droppe det legende element. Pladen er et godt bevis på, at der er liv og sjæl i trioen. Den flår og river i det indre legebarn, samtidig med at dansegenet begynder at vokse, for de festlige elementer kan sagtens få kroppen i omdrejninger.

★★★★☆☆

Deltag i debat