Plader

British Sea Power: Open Season

På mange måder en forbløffende god udgivelse. Opfølgeren til deres to år gamle debut er både melodisk og radiovenlig, uden at det bliver kedeligt eller intetsigende. British Sea Power beviser, at man ikke behøver at bo i hverken Manchester eller Bristol for at skrive gode sange.

Umiddelbart kunne det lyde, som noget man har hørt før. Britisk rock i metervareklassen. Og efterhånden er man ved at være godt træt af alle de brit-pop/-punk kloner, der render rundt og leger Pete Doherty fra The Libertines.
Fordomme? Tja, mon ikke vi alle render rundt med et par stykker i baglommen, og med den indsigt in mente, er det værd at give British Sea Power en fair chance. For de har faktisk udgivet et produkt, som ikke fortjener mange strittende pegefingre.

Brighton-kvartettens åbner “It Ended on an Oily Stage” byder på masser af iørefaldende guitar, længselfuld vokal og et omkvæd med antydning af David Bowies “Heroes”. Kompositionen ligner Interpols måde at bygge op på, med breaks og guitarmellemspil, dog uden de helt så skarpe akkorder og tunge basriffs, men ikke desto mindre får nummeret fødderne i svingninger.

Den pop-agtige sky, som svæver over åbningsnummeret, går fint igen i “Be Gone” og “Please Stand Up”, der er præget af et iørefaldende omkvæd. Mere kantede numre er “North Hanging Rock” og “Oh Larsen B”. Førstnævnte er et blidt, men tungt nummer om død og afsked, som fintfølende hviskes sammen med klavertoner, der flettes ind i langstrakte guitarakkorder og lavmælt tromme. Et betagende og insisterende nummer og en god afløser for de første fem numres pæne finish.

“Oh Larsen B” minder igen en del om lyden og vokalen fra Interpol. De hoppende guitar og basakkorder er råt produceret i en skøn kombination af breaks, guitarsoloer og basgange. Et virkeligt godt rocknummer anno 2005.

Generelt er lyden på Open Season let og fordøjelig. De skæve indfald og kantede finesser er forbeholdt kollegaerne. Guitaren er i fokus, men den fyres ikke af med samme kraft, som man ellers kan blive udsat for.
Sammen med forsangeren Yans bløde og tale-agtige vokal, der teknisk minder om en blanding af Ian Curtis og David Bowie, er det et dejligt bekendtskab.

Det afdæmpede afslutningsnummer “True Adventures”, lyder på mange måder som en intro til endnu et sørgeligt farvel i melankoliens tegn med den fængede strygerindgang. Men British Sea Power gør sig ingen umage med at lyde som hverken Starsailor eller Coldplay, når de lukker og slukker. Derimod får guitaren fuld kraft og eksploderer i et inferno for derefter at gå tilbage i den dybe mørke karrusel, der drejer nummeret rundt om bølgende lyde og hviskende vokaler fra Yan.
De knap otte minutter, nummeret varer, er en anelse i overkanten, og tonerne trækkes lige lovligt langt ud, hvilket ikke helt stemmer overens med pladens øvrige ti numre.

Er man i stand til ikke at lade det sidste indtryk sidde og genere, er Open Season faktisk en ganske glimrende rockplade. Der bør i hvert fald være plads til de fem briters anden udgivelse i et engelsk rockunivers, der har så uendelig meget at byde på.

★★★★½☆

Deltag i debat