Plader

Dolorean: Violence in the Snowy Fields

Poeten i Dolorean, Alex James, fører sin lyriske pen hen over mørke sletter, død og fortabt kærlighed, godt inspireret af Robert Blys digtsamling af samme navn. De mange stemninger gør sig godt på de velspillede folksange.

Denne fine samling af sørgelige og mørke folksange er ikke medicin til humørløft og opløftede stemninger, men snarere en lytteoplevelse og et bevis på, at livet ikke er lutter lagkage.
Den dystre og afdæmpede Violence in the Snowy Fields, kæmper med sine dæmoner, men forsanger og arkitekt Alex James fra Portland i Ohio ender alligevel med at konkludere, at der findes happy endings og positive løsninger i en verden fuld af problemer.

Vejen går igennem mange musikalske nuancer lige fra en positiv The Jayhawks-lyd til de mørke Will Oldham- og Palace Brothers-toner. De bibelske temaer hænger som en stor mørk sky over pladen sammen med død, tab og bristet kærlighed.

Det hele samles af Alex James’ vokal, afdæmpede guitar og fine strygerarrangementer, som begynder ganske opløftende i “The Search”, der synges med dreven amerikansk countryvokal og flerstemmigt omkvæd. Klassisk highway-country, men med en kerne af mørk og rivende lyrik, der flår i nervebanerne: »So where is the place of understanding / and where can wisdom be found? / Wisdom can be found in the fear of the Lord / and understanding knows who departs from evil.«

“Put You to Sleep” er afdæmpet og mørk som sovs fra en skrå. Det akustiske guitarfingerspil, lapsteel og sløve strygere lyder som Springsteens “Ghost of Tom Joad”. Sangen om ulykkelig kærlighed og tristesse formår ligesom The Boss’ americana at ramme en sorgfuld grundtone, og det skal da ikke benægtes, at den ligger på grænsen af at være et plagiat.

Anderledes let og luftig er “Dying in Time”, hvor døden omdannes romantisk og smukt i munden på James’ statement »If you pass on, I don’t want to be alive / So baby, let’s die at the same time.« Folkmusikken nærmer sig næsten en løssluppen sørgmodig poptone, der bæres af de lyse strygere. Et rigtig godt nummer.

“To Destruction” og “The Righteous Shall Destroy the Precious” er sammen med slutnummeret pladens store oplevelser. Dolorean formår i de tre numre at bygge det hele op, så kompositionerne ikke drukner i alt for tunge følelsesmæssige op og nedture. Den triste stemning, der er på pladens næstsidste nummer, betones af flere fremragende guitarelementer, hvor der enten skrues ned eller langsomt op, sammen med enkle akkorder, der insisterende bider sig fast i en form for instrumental afslutning på flere minutter, der ebber ud og rammer lytteren lige midt i solar plexus. Enkelt, melankolsk og ufatteligt virksomt.

Et eksempel på den søgende og positive konklusion, der trods alt flettes ind i sangene, beviser den lapsteel-guitar-drevne “To Destruction”, der både åbner og lukker sangen med linjen »On the way down to destruction / There are places where I found my rest / Make no mistake of my intention / Your arms are the place I like to rest / I have tried to run away / I am so unhappy when I am alone.«

Låget skrues på pladen med den simple akustiske kærlighedsvise “In the Fall”, der emmer af stor vemod og afsavn. En stærk, ærlig sang om den, man savner.

Dolorean gør det ikke sværere end det bør være. Der er kvalitet i teksterne, og musikken hænger godt sammen. De guitarbaserede numre er afvekslende og rummer både emotionelle og traditionelle elementer fra alt.country og ørkenrock til akustisk pop og lavmælt mørk folk, som sammen udgør en gedigen base i sangene på Violence in the Snowy Fields. Sange, der rammer og pirrer på sin helt egen afdæmpede måde.

★★★★½☆

Deltag i debat