Plader

GimmiJapan: s.t.

Skrevet af Cæcilie Jessen

I glimt har de danske debutanter fat i noget godt og rigtigt, men desværre går der alt for meget tid med almindeligheder. Ikke helt så unikt, som pressemeddelelsen gerne vil gøre det til.

Dragende melodisk musik“, lover pressemeddelelsen, jeg står med i hånden. “Ambiente, støjende samples” og “den unikke stemme” er nogle af de rosende ord, der springer i øjnene, og min mave ville springe rundt på gulvet af fryd og spænding, hvis ikke jeg allerede havde hørt et af numrene fra GimmiJapans eponyme demo.

Så snart det første nummer hakker i gang med sine elektroniske svæverier og tunge trommer, mærker man et stik af ærgerlig genkendelse. Efter otte sekunder sætter Therese Bindslevs spinkle vokal drævende ind. Hvis lytteren ikke vidste bedre, ville hun med lethed kunne bildes ind, at det her var Tiger Baby eller et af de andre spirende elektroniske bands fra den danske undergrund. Linjer som »Pretty eyes confuse me / can’t they see I am lost?« leder tankerne hen på hjertebrændende, teenagefortabt barometer-poesi, og det keder. Netop som man er i gang med at nedkæmpe alle former for trang til at sætte fingeren på sluk-knappen, høres der lys forude.

Pladens anden skæring starter nemlig lovende. Pling-pling fra et børneklaver, og tankerne når til Asien, før vokalen igen sætter ind. Bindslev synger »Teddy’s abusing her,« og det er tæt på huden, men det når ikke ind under den, hvor end det gerne vil.
Men selv efter flere gennemlytninger er det svært at adskille de to første numre fra hinanden, og de første 10 sekunder på skæring to er ikke nok til at løfte denne ene halvdel af demoen op til et niveau, der er mere værd end et andet forsøg.

I “My Fortune”, det tredje nummer, gentager misèren sig. Ved de første toner ledes tankerne hen på Lost in Translation, men den melankoli og længsel, der truer med at springe frem på det her nummer og få lytteren til at falde bagover, slås brutalt ned, så snart vokalen starter. Melodisiden fungerer næsten upåklageligt, men den skælvende, sukkersøde vokal lader kun suk tilbage. Dog er der stadig i dette demoens tredje nummer elementer, der i høj grad er værd at bygge videre på, og introens få sekunder er næsten af Shields-agtige dimensioner. Blot en skam, at dette kun holder i så kort et tidsrum.

GimmiJapan slutter af med et nummer, hvor dele af sang-siden er et ecstasy-befængt dansegulv værdigt. Med et dundrende beat ville det kunne få masserne til at juble, men i denne sammenhæng skurrer det i ørerne.
Man kan mærke en inderlighed, der trænger sig på her, og den drømmende sidste sektion med den langsom, længselsfulde guitarsolo gør godt. Det sidste halve minut på den 19½ minut lange demo er guldkorn af potentiale, der godt nok er hørt før, men stadig værd at gribe fat i.

GimmiJapan har fat i et lille hjørne af noget, der er godt, men de forstår ikke at hive det til sig. Forhåbentlig er denne demo kun starten, og ligeledes må man håbe, at de vil finde mere kant, det være sig med eller uden vokal, for fraværet af denne er til at overskue, og måske endda værd at glæde sig til.

★★½☆☆☆

GimmiJapan: Bodybound
[audio:http://www.gimmijapan.dk/MP3/GimmiJapan%20-%20Bodybound.mp3]

Deltag i debat