Plader

Hal: s.t.

Skrevet af Jakob Lisbjerg

De debuterende Dublindrenge puster deres tyndbenede ballader så voldsomt op, at pompøsiteten bliver klæg og uinspirerende. En glat og ikke videre opildnende debutplade.

Hal, der er blevet signet af store Rough Trade Records, består af fire Dublin-fyre i tyverne. Som deres musikalske fæller i The Thrills henter Hal inspiration fra Brian Wilson, The Byrds og Phil Spector og lyder mere som en reminiscens fra den amerikanske, solbeskinnede vestkyst end som et band fra Irland. Men hvor The Thrills engagerer sin lytter med smittende, uptempopop, smører Hal tykkere på med ballader og pompøsitet. Og det sker ikke med ubetinget succes.

Albummet åbner med balladen “What a Lovely Dance”, som er en middelmådig sommerpop-ballade uden dikkedarer. Vers og omkvæd skifter, som når man blinker med øjnene – det er nærmest ubemærket, med undtagelse af den påsmurte pompøsitet. Og størstedelen af albummets numre fungerer efter denne formel med små variationer i tempo og melodi. Enkelte numre er nedbarberede og lyder umiddelbart mere intime, men det er som oftest kun det første halve minut – numrene viser sig nemlig at være forklædte pompøsiteter. Det gælder for eksempel “Keep Love as Your Golden Rule” og “Satisfied”.

Der er selvfølgelig undtagelser fra de nærmest kvalmende ballader, som Hal tilsyneladende kan spytte ud på samlebånd. “Play the Hits” har mere tempo og fungerer faktisk som et umiddelbart appellerende popnummer. “I Sat Down” har en mere melankolsk tone med en Travis-banjo og et for genren uautoriseret Abba-inspireret mellemspil i omkvædet.

“My Eyes Are Sore” har en fantastisk flot vokal-udveksling mellem forsangeren og et kor, hvor han synger »the way I feel,« mens koret svarer »if you felt like this.« I dette nummer er der også en række klædelige temposkift, der bryder den ellers kedelige balladestruktur.

Hal kan sagtens risikere at komme gennem den engelske hype-bølge med forside på NME og hvad der ellers følger. Men som oftest har denne hype ikke noget med de musikalske kvaliteter at gøre. Og heller ikke i tilfældet med Hals debutalbum, der i sidste ende bliver for glat, pænt og kedeligt.

Mange bands formår at skrive ukomplicerede popnumre, som alligevel har en smittende kvalitet, men Hals fuldstændigt rene og storladne pop hverken fænger eller interesserer særlig meget. Kun sjældent rammer Hal den rigtige balance mellem kvalmende, pompøse popballader og uoriginale numre uden nerve og energi. Oftest kammer musikken i stedet over og bliver glat, uengagerende og for meget.

★★½☆☆☆

Deltag i debat