Koncerter

Hepburn, Sarah, 22.04.05, Train, Århus

Den smilende amerikaner forsøgte at få sin renfærdige, tænksomme americana ud til publikum, men det var en lidt for krævende opgave. Om ikke andet lovede koncerten godt for den kommende soloplade.

På scenen sidder en smilende, men også lidt resigneret amerikaner og hendes enlige medspiller. Der er masser af folk på Train, men at Sarah Hepburn er gået på scenen, har ikke flyttet folk væk fra bordene og ned foran scenen. Og dem, der trods alt er kommet tættere på scenen, har vigtige ting at diskutere højlydt: »Ku’ han ikke komme på holdet i FCK?«

Sarah Hepburn var med i trioen Glorybox, der malede skønne, langstrakte numre med både blide horn og forrevne støjflader, men som solokunstner er hun gået i en anden retning. Aftenens numre rejser rundt i grænselandet mellem singer/songwriter-folk og melankolsk americana, og slide-guitarens vemod sporer hukommelsen i retning af danske Wynona.

Præcis som i Glorybox-dagene er Hepburns vokal stadig lys og når med beundringsværdig lethed de høje toner. »When you ask me to sing for you / my heart is filled with pride,« indleder hun, og det giver et lille gib, selv om det ikke kan overraske, at Hepburn fortsat har så køn en stemme.
Imidlertid fremstår den endnu stærkere hen mod slutningen af settet, da hun sætter strøm til guitaren. Hendes vokal er nemlig ikke skrøbelig og kan sagtens holde sin ynde, når den får modspil.
I hvert fald af hendes musik.

For publikum var desværre en anden og mere uoverkommelig opgave. Langt de fleste var kommet for at høre Claus Hempler spille senere, og i det hele taget er Hepburns blå melodier ikke lige dét, man instinktivt forbinder med en fredag aften. De langsomme, dvælende numre emmede snarere af eftertænksom søndagsmusik til sofaen, og heller ikke de mere insisterende slutnumre bed sig fast mellem de klirrende glas og skrattende Dankort-terminaler.

Et mere intimt spillested havde med sikkerhed gavnet Sarah Hepburns sange. For der er ingen tvivl om, at amerikaneren skriver nogle gode og betagende melodier. De er ikke instinktivt fængende, men vil omvendt heller ikke kræve et væld af gennemlytninger. “All Through the Night” og dets lette, fine omkvæd vil med al sandsynlighed sætte sig fast efter bare et par ekstra lyt.

Det bliver der mulighed for, når Hepburns solodebut Stars & Haze udkommer – efter sigende i starten af juni. Den er indspillet sammen med bl.a. Slowdive-frontmanden Neil Halstead, og der er bestemt fællestræk mellem Hepburn og de enkle folksange på Halsteads soloplade Sleeping on Roads. Og det skal blive godt at få lov at høre sangene i ro og mag.
På Train var interessen rettet andetsteds hen: »Skal de møde FC Midtjylland næste gang? Så får de dæleme ikke 3 point igen.«

★★★☆☆☆

Deltag i debat