Plader

Iggu: s.t.

Skrevet af Lars Simonsen

Århusianske Iggu breder sig på denne demo fra en herlig shoegazer-inspireret lyd til det meget nedtonede og sørgmodige med sanger Eva-Louise Rønnevangs stemme vokal helt i front. I det hele taget lover demoens tre numre rigtig godt for kvintettens fremtidige udspil.

I det medfølgende pressemateriale til denne demo fra den knap to år gamle Århus-kvintet Iggu beskrives deres musik som skramlet, skæv og energifyldt. I forhold til disse tre numre burde det mere nedtonede og eftertænksomme udtryk dog også have været fremhævet, idet bandet har god succes med både det energiske og det afdæmpede.

Der indledes med “Close”, som er demoens mest pågående nummer. Et enkelt guitarriff komplementerer Eva-Louise Rønnevigs (vokal, tekst) sang, som i en næsten talende fortælle-stil beretter om et døende kærlighedsforhold: »Once you held me and I said I do / Now it’s silent at dinner for two / I don’t ask for much … just … / Any little word and I’d be satisfied / It don’t have to be fancy cause I’d know you try.«

De klassiske tegn på, at kærligheden er på vej ned i kloakken, udpensles, og afslutningsvis lyder det i en frustreret tone: »You know that we are sinking like a stone / But you close your eyes and say my love will overcome,« inden instrumenterne erobrer lydbilledet fuldstændigt og afslutter nummeret på den mere støjende facon.

Demoens bedste nummer er den efterfølgende seks minutter lange “Unexpected Company”, hvor udtrykket straks bliver mere drømmende og undervejs viser bandets fine fornemmelse for støjende shoegazer. En enkel trommelyd indleder nummeret, mens Rønnevigs vokal sørgmodigt beskriver en stille og eftertænksom stund i lejligheden: »Two old chairs / familiar sounds from the guy upstairs.« Med enkle sætninger som disse kan man nemt forestille sig situationen, hvor blikket bl.a. også rettes mod kærestens sure strømper: »Ticking clock / hidden behind your wornout socks« – alt imens tankerne flyver gennem hovedet: »Quiet tears / the taste of having wasted years.«

Beskrivelsen af personen, der sidder fordybet i tanker, mens øjnene hviler på hverdagselemnterne i den tomme lejlighed, lykkes rigtig godt. Derudover bidrager de dragende og svævende lyde fra Rasmus Lindgrens keyboard til at understrege den sfæriske stemning, som er både smuk og sørgmodig. Og så byder sangen på det endelige opgør med kærestens utroskab, som hævnes på grusom vis: »A poster of your favourite band / A collection of records that I admire / now watch me set them all on fire!«

Afslutningsvis bliver udtrykket for alvor stille og sørgmodigt. “Inside” er renset for både trommer, bas og guitar, og tilbage er blot keys, harmonika og legetøjstrompet (!) samt Eva-Louise Rønnevigs stemme, der her virkelig kryber ind under huden på én med linjer som »I’m my worst enemy he says / and remember it is all inside.«
Undervejs i det meget stille nummer kan man høre Rønnevig synke, og det er i høj grad med til at understrege sangens skrøbelige udtryk og fornemmelsen af, at man kommer helt tæt på.

Hver sang fænger på hver sin specielle måde, og efter at have lyttet de tre numre igennem et utal af gange sidder jeg tilbage med en stor lyst til at høre flere Iggu-numre.

★★★★☆☆

Deltag i debat