Plader

The Impossible Shapes: Horus

Rockfaklen fra forrige udgivelse er dæmpet en smule, og det eftertænksomme fylder mere i psych-pop-kompositionerne. Der er mange originale indfald, men de fire amerikanere putter lige rigeligt med genrer ned i blenderen, og derfor bliver man ikke for alvor mæt af Horus.

The Impossible Shapes er atter samlet oven på et par soloplader og andre aktiviteter. Bandet skal ikke beskyldes for at drive den af, for Horus er den femte udgivelse på lige så mange år, hvilket er ganske imponerende.

We Like It Wild fra forrige år var et udmærket forsøg på at bringe popmusikken et stykke uden for de standardiserede opfattelser af genren med små uventede og psykedeliske melodikonstruktioner, der trak klare inspirationstråde tilbage til Elephant 6-tiden.

Horus følger sporet fra sidste plade, men med en mere stram produktion og langt mindre rock, om end med de samme legesyge skævheder. Numrene er en anelse mere afdæmpede, og der er færre skift i kompositionerne. De skæve indfald er blevet erstattet af mange flere konstante melankolske akkorder, hvilket denne gang gør lyttehimlen en anelse mere grå.

Det er den akustiske guitar, der åbner Bombs med dets skæve pop og de dansende trommer. Ikke et mindeværdigt åbningsnummer, og heldigvis går der kun et par minutter, før næste nummer The Will kommer, spiller og sejrer. Det varme og let rockede nummer spilles tempofyldt og energien smitter, når Chris Barth med sin drengede vokal fyrer sit skingre omkvæd af “I felt her honestly / I fell on her easily / I made her on my own / I made it on my own.”

Det smukke og afdæmpede Putrefaction dyrker den dystre side, og ensomheden ligger som en tung, tung hinde over nummeret. “Now go off on your own / I feel better alone / I turn seaweed to stone/ I make music alone.”

Tematikken ligger og svæver omkring dæmoner og mytologi. Lyrikken er fyldt med symboler for sjælen og det uforklarlige. Det passer sådan set meget godt til de uslebne kompositioner. Specielt på Demon Love som godt nok starter sit udtryk tyst med masser af rumklang og klokkespil, der henleder tankerne mod farver, der glider ind i hinanden i et psykedelisk hypnoserum, men omkvædet slår illusionen i stykker, og guitaren river sig fri af den monotone stilhed. På mange måder et lidt mystisk nummer, men også et af de numre, der hæfter sig fast i bevidstheden.

Det kan man desværre ikke sige om den rockede og fartglade Survival, der pludselig tager en svingom med glamrock. En temmelig pauver og ikke særlig velsmagende omgang med bare to akkorder. Det er ikke dér, The Impossible Shapes har deres stærke side.
Derimod rammer både Demon Child og det sidste nummer Sun Dance nærmere bulls-eye. Det klagende og rolige udtryk, sammen med elektrisk guitar, fungerer bedre i kraft af inderligheden og det skæve i skøn forening.

Det døsige og psykedeliske fungerer bedst på Horus, når det dyrkes sammen med de meditative arrangementer og dystre popsange. Når sangene er bedst, skabes der en original atmosfære, og den afslappede og rolige tilgang til musikken står godt i forhold til Chris Barths vokal. Teksterne kræver lidt benarbejde af lytteren. Beskrivelserne af individet er både mystiske og melankolske, og der er noget at rive i.

Imidlertid er det, som om bandet vil lidt for meget. Der er til tider for mange genrer i spil, og det forvirrer mere, end det gavner. Men der er potentiale at spore, og der er heldigvis overvægt af det interessante og originale.

★★★½☆☆

Deltag i debat