Plader

Damien Jurado: On My Way to Absence

Skrevet af Peter Hansen

Den amerikanske singer/songwriter Damien Jurado leverer med sit nyeste fuldlængdeudspil On My Way to Absence en dyster, men også smuk plade, der vokser betydeligt efter en del gennemlytninger.

Hvis alle hørte Damien Jurado hele tiden, ville ingen nogen sinde score hinanden. Den amerikanske singer-songwriters musik er nemlig så tilpas stille og roligt deprimerende, at den hovedsageligt giver én lyst til indadvendt eftertænksomhed og det ene glas whisky efter det andet.
On My Way to Absence trækker Jurado således sin lytter ned i et hul, der er næsten lige så dybt som dét, Bonnie ‘Prince’ Billy gravede med I See a Darkness. Det er for det meste en interessant tur med enkelte virkeligt smukke scenerier på vejen.

Damien Jurado fortæller på den nye plade sine historier på en yderst brødebetynget måde, som er særpræget, men samtidig har en stille skønhed over sig. Det er dog en skønhed, der er en smule ujævn, og som man derfor aldrig overgiver sig betingelsesløst til. I visse perioder på pladen er man imidlertid tæt på.

For eksempel når man hører skæring nummer to på pladen, Lottery, der er en nærmest gudesmuk sang, hvor Jurado har fået Rosie Thomas til at lade sin blide stemme danse fjerlet og yndigt over nummeret sammen med sangskriverens egen vokal.

Big Decision kører en smule i ring, men pladen går støt opad igen allerede i næste nummer. Et af højdepunkterne kommer nemlig med Fuel, hvor Jurado til de stille toner af en akustisk guitar fortæller en simpel og rørende historie, der giver minder om Springsteen i topform.

Damien Jurado virker som detaljernes mand på pladen, og nogle gange kan de mindste detaljer løfte en sang op på et meget højt niveau. Et eksempel på dette er guitarriffet i Simple Hello, der simpelt, men effektivt, signalerer følsom eftertænksomhed i langt højere grad end tusind tekstlinjer på en Coldplay-plade gør det. Nogle sange senere afsluttes den dystre plade med A Jealous Heart is a Heavy Heart, der løber ud, mens Damien Jurado hvisker: “Grow old with me“.

Sangerens bøn kan forstås på flere måder, for On My Way to Absence er vitterligt en plade, der skal have noget tid. Men så vokser den også, tro mig. Ikke fordi det er så vanvittig langt ude, det som Damien Jurado prøver på – men af en eller anden grund er det en plade, der er lang tid om at “gå op” for en. Hvis man da overhovedet kan tale om, at den på noget tidspunkt gør det.

On My Way to Absence er nemlig først og fremmest et meget stemningspræget album, der passer og plejer dig uden at trænge helt igennem. Det er den kæreste, der er dejlig, sød og rar, men som du bare ikke er pladask-forelsket i – du ved ikke hvorfor, men du vil egentlig helst bare være gode venner. Gode venner kan dog vise sig at være rigtig dejlige at have, og derfor er On My Way to Absence også en plade, man med tiden bliver mere og mere glad for at have stående i sin samling.

★★★★½☆

Deltag i debat