Plader

Kaiser Chiefs: Employment

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Kaiser Chiefs viser med denne debutplade, at de har fødderne plantet solidt i den store britiske poptradition. Uden at revolutionere musikhistorien har de skruet et glimrende album sammen, der byder på en lang række stærke iørefaldende og energiske melodier.

Man skal blot kigge kort på pladens titel for at få en idé om, hvor man befinder sig henne i den musikalske verden. Ordet Employment giver tydelige associationer til den britiske musikhistorie i form af både punkens arbejderklassebevidsthed samt mod-scenen i 60’erne og senere britpoppens fokus på den engelske samfunds hverdagsliv og dets problemer og glæder.

Der er blevet sagt og skrevet meget om, at Kaiser Chiefs lyder som Blur, og den toneangivende hypeavis NME er gået så langt som til at skrive sin anmeldelse, som om der var tale om et nyt album med Blur, hvor de er vendt tilbage til rødderne.
Jeg kan ikke helt tilslutte mig den konklusion, men det er rigtigt, at Kaiser Chiefs ligesom Blur tager elementer fra den melodiske britiske rocktradition, og der er tydelige referencer til både 60’erne og særligt The Kinks, The Jams mod-punk samt en gruppe som Madness’ humørfyldte pop. Til gengæld ligger Kaiser Chiefs lyd langt væk fra den genopdagelse af de tidligere 80’eres dystre postpunk, der ellers er den herskende trend for tiden.

Albummet åbner med et simpelt keyboardriff, inden et stramt 1-2-beat overtager i sangen “Everyday I Love You Less and Less”, der med sin titel ikke ligefrem varsler en positiv tone, men alligevel er en yderst festlig sang med masser af gang i. Nummeret bliver i høj grad drevet frem af samspillet mellem keyboardet og det bastante rytmiske drive, der især i passagerne mellem vers og omkvæd nærmest slår gnister.

Første gang jeg stødte på Kaiser Chiefs, var i forbindelse med den sublime single “I Predict a Riot”, der følger som næste nummer på albummet. Der er ganske enkelt tale om et ekstremt medrivende rocknummer, der måske ikke genopfinder rockmusikken, men til gengæld er vanvittig iørefaldende.

Med disse to sange er albummet skudt godt i gang, og man begynder at forstår, hvorfor de engelske anmeldere taler om et debutalbum af klassisk tilsnit. Denne fornemmelse understreges yderligere af sang nummer tre, “The Modern Way”, der er endnu et af de melodiske højdepunkter på pladen, og som kan karakteriseres som en hurtig ballade med et forrygende omkvæd med et kor, der smører godt med melankoli oveni.

Men selv om jeg ikke mener, at Kaiser Chiefs kan afskrives som et Blur-plagiat, er der så afgjort sange, hvor sammenligningen er mere end nærliggende. Det gælder ikke mindst “Saturday Night”, der er en af den slags energiudladninger, der sagtens kunne have ligget på et af Blurs klassiske britpopalbums. Blur-associationerne er tydeligst på den sidste halvdel af pladen, hvor melodierne generelt ikke er helt så stærke som på den første del. Men det fortæller vel egentligt bare, at Kaiser Chiefs har søgt inspiration hos et af halvfemsernes bedste og mest søgende store bands, og at de i mellemtiden er vokset ud af forbilledernes skygge.

Kaiser Chiefs har med andre ord masser af kvaliteter, men alligevel er der også nogle mangler. De fleste sange på Employment er virkelig iørefaldende – men nogle gange er de det i en sådan grad, at det næsten bliver irriterende.
Det gælder eksempelvis “Na Na Na Na Naa”, hvis udformning man næsten allerede ud fra titlen kan gætte sig til. Hver anden gang jeg lytter til sangen, synes jeg, det er en medrivende energisk energibombe – og hver anden gang, at det er et overgearet og forudsigeligt nummer. Under alle omstændigheder er det et nummer af den slags, der nok skal sætte gang publikum til koncerterne. Og netop koncertsituationen lægger mange af sangene på Employment op til. Musikken er nærmest som skabt til at blive spillet live foran et tændt publikum, hvilket ikke mindst gælder råbeomkvædet i “Oh My God” og de øvrige sange med supercatchy omkvæd.

Herudover er sanger Ricky Wilson ikke udstyret med en særlig varieret stemme. Man har godt nok forsøgt at rode bod på dette ved at arbejde en del med vokalharmonier, men det kan ikke ændre på, at vokalen i mange sange bliver en tand for endimensional, og især i de stille sange bliver det en begrænsning.

Det nærliggende spørgsmål er så, om Kaiser Chiefs kan leve op til hypen og udnævnelsen til at være selve den britiske rocks fremtid. Det er ikke ligefrem første gang, en gruppe bliver udnævnt til verdens ottende vidunder af den engelske musikpresse, og når det er tilfældet, er der ofte mere fokus på at genoplive fortiden end på egentligt at definere fremtiden. Men Kaiser Chiefs har skruet et rigtig godt album sammen, som nok skal give gruppen flere hits, end det allerede er blevet til, og hitkvaliteterne er da også så tydelige, at gruppen nok skal række ud over de sædvanlige indie-rækker, men det er der omvendt også så mange andre britiske grupper for tiden, der har potentialet til. Men hvor andre af tidens halvstore engelske grupper som eksempelvis Kasabian og Bloc Party dybest set har mere at byde på, er Kaiser Chiefs langt lettere at gå til og har derfor også et større kommercielt potentiale.

★★★★☆☆

Lyt til “Oh My God”:
[audio:http://www.acefu.com/MP3s/01-KaiserChiefs-OhMyGod.mp3]

Deltag i debat