Plader

The Press: Noxious Saucy Beast

Skrevet af Rasmus Junge

Usundt uforskammet bæst. Sådan lyder den direkte oversættelse af titlen på amerikanske The Press’ debut-ep Noxious Saucy Beast. Men resultatet er nu ikke særligt frastødende, medmindre man får grønne knopper af god gammeldags, rastløs punk-energi.

Det er på én gang en fornøjelse og en prøvelse at lægge ører til ep’en Noxious Saucy Beast med Atlanta-trioen The Press. En fornøjelse, fordi gruppen åbenlyst har gåpåmod til at udfordre den for tiden så populære postpunk-genre med humor, charme og et ordentligt skud energi. En prøvelse, fordi The Press i sin bestræbelse på at udfordre de musikalske rammer har lidt svært ved at bevare overblikket.

Noxious Saucy Beast er først og fremmest karakteriseret ved en massiv og manisk energi, der kommer til udtryk i The Press’ forkærlighed for bratte og hyppige temposkift og i de mange stileksperimenter, bandet afprøver undervejs. Jo mere skævt og kantet desto bedre, synes parolen at være. Og det er svært ikke at blive smittet af bandets ærlige og gennemførte DIY-attitude.

Dette udgangspunkt bearbejdes bedst på albummets uptempo-numre. I åbningsnummeret “Three Point Three” bygges der kompositorisk op omkring spændingen mellem en delvist afdæmpet, kantet melodidel og en mere teatralsk tonsende omkvædsdel.
Skæring to, “St. Pete, Maitre D'”, veksler mellem kunstfærdig klaverbåren kabaretpop og abrupt punkfunk. Den afsluttende “Señor Rodriguez”, mixer klassisk punkrock og huggende guitarer med teatralsk vokal, søsygt orgel og slingrende marchtrommer. Og så fremdeles.

Mest traditionelt udvikler femte skæring, “Fattest Pigeon”, sig – det nærmeste, The Press kommer en egentlig ballade i denne omgang. Nummeret er en melankolsk sag – »think of me once in a while […] if only for a while« – hvor bandet atypisk for ep’en som helhed holder de musikalske tøjler stramt uden på noget tidspunkt at give efter for trangen til at flippe ud.

Overordnet set lykkes det The Press at udstille og udfordre den mere melodiøse og poppede del af tidens postpunk og dens kompositoriske vanetænkning. Så langt, så godt. Men i sin hektiske og forhippede jagt på nye musikalske vildspor overser gruppen desværre, at der også skal en vis melodisk ballast til at holde lytterens opmærksomhed. Og her har The Press lidt for lidt at byde på i sammenligning med f.eks. Franz Ferdinand.

Derfor kommer teksternes stedvise forsøg på en dybere nødvendighed og alvor da også til at klinge lidt hult, og man bliver simpelthen ikke grebet. Og så er inspirationen fra The Fall og Talking Heads lidt for tydelig, hvilket den hyperaktive og rablende “With One Hand” meget godt understreger. En mindre udlugning i de pudsige indfald og en opstramning af kompositionerne ville kort sagt klæde bandet, så længe det holder fast i sin største force: den utæmmelige energi og anarkistiske galskab.

★★★☆☆☆

Deltag i debat