Plader

Readymade: All the Plans Resting

Skrevet af Rasmus Junge

Canadiske Readymade har indiskutabelt evnerne og ambitionerne til at lave et album langt over middel. Det sker desværre ikke i denne omgang med All the Plans Resting, hvor bandet i for høj grad spiller de sikre kort uden for alvor at investere sig selv.

Aftenskumringen badet i gadelampernes hvide, blå og gullige lys fastfrosset på et uskarpt fotografi. Øjeblikkets beruselse og den efterfølgende følelse af tab og skyld. Brusende guitarer, roligt fremadskridende, luftige melodier og henført drømmende vokal med tilbageholdt patos. Der er efterår i luften, højt til loftet og plads til poesi, når Vancouver-kvartetten Readymade folder sig ud på den tredje langspiller fra deres hånd, All the Plans Resting.

“Nightsky of Exit Signs” er skæring to sigende betitlet, for det er i den grad musik til de små timer, Readymade disker op med. Det starter med en opfading, rullende guitarer, en blødt bumlende bas, kontrolleret trommespil og ordene »drawn to a distance,« der følges op af placeringen af fortælleren i et boheme-inspireret storbyrum: »Venetian light stripes the room / Faded by high ball perfume / The rehearsed night standing queued / But the guilt came too soon.« Allerede i denne indledende fase står det klart, at All the Plans Resting er et album med ambitioner. Stilen er her som på resten af albummet en stilsikker cocktail af My Bloody Valentines lag-på-lag-produktion minus de støjende guitarer blandet op med Cocteau Twins’ elegante, æstetiske dreampop og en underspillet prætentiøs attitude, der passer godt ind i konceptet.

Og Readymade gør det overordnet godt. Der er masser af detaljer, velsiddende harmonier, stilfulde programmeringer og arrangementer og vigtigst af alt: Det rolige tempo giver disse detaljer tid til at træde frem og fæstne sig i lytterens bevidsthed. Og når melodierne er gennemgående kompetente, burde topkarakteren jo være indenfor rækkevidde.

Problemet ved All the Plans Resting er, at Readymades lyd i længden bliver en kende fersk. Mens albummet flyder roligt af sted med delikate mol- og durakkorder, tager man sig selv i at savne noget mere action, og at gruppen gav mere los frem for i det uendelige at kæle for hver enkelt detalje. Sammenlignet med det åbenlyse forbillede My Bloody Valentine, mangler Readymades materiale kant og overraskelser. Og selv om niveauet som sagt overordnet er fint, lider det under manglen på egentlige højdepunkter – dén sang, hvor tingene for alvor går op i en højere enhed for gruppen.

Så selv om albummet glimrer ved sin omfattende orkestrering og generelle homogenitet og bestemt har sine dragende momenter, bliver slutresultatet i undertegnedes ører lidt for pænt og anonymt. Efter adskillige gennemlytninger har jeg stadig lidt svært ved at skille numrene fra hinanden. Derfor må dommen blive en mild formaning og et ydmygt ønske om, at Readymade næste gang slipper tøjlerne lidt og i højere grad giver plads til det spontane og uforudsete. For bandet har tydeligvis kvaliteten til at kunne levere et album langt over middel.

★★★½☆☆

Deltag i debat