Plader

Settlefish: The Plural of the Choir

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Settlefish spiller i udgangspunktet emorock, men bandet formår med held at blande genren med musikalske indspark og for genren fremmede finurligheder. Det har resulteret i et af dette års mest interessante albums fra Italien.

Italiensk musik er ikke specielt kendt uden for Italien, og den eneste grund til, at Settlefish fra Bologna overhovedet er nået uden for landegrænsen, er, at forsanger Jonathan Clancy egentlig er canadier. Og det kan vi så glæde os over, for Settelfishs album The Plural of the Choir fortjener at blive hørt.

I udgangspunktet spiller Settlefish emorock, og som al anden emo drejer Settlefishs tekster sig om de private følelser, der burde stå i dagbogen. “The lyrics are supposed to be intended as the five of us versus relationships…” står der inde i coveret. Alle Settlefishs tekster bliver dog skrevet af Jonathan Clancy. På The Plural of the Choir er det især hans oplevelser fra et forlist forhold, der udkrænges.

Jonathan Clancy er med sin stemme eminent til at formidle sine følelser, når han krænger smerten ud eller alternativt nærmest fortællende taler om sine barndomssomre i British Columbia, Canada. Også coveret viser parforholdets svære sider – et ungt par afbilledes i tre situationer, hvor de absolut ikke er lykkelige. Både positur og ansigterne viser, at der er kommet noget imellem dem.

Der er mange steder på albummet, hvor Settlefish fraviger emo’ens vanlige opskrift og giver plads til bredere musikalsk inspiration – og det er aldeles positivt. Åbningsnummerets første to minutter er meditativt guitarspil i Labradford’sk forstand, men en svagt foruroligende guitar kravler langsomt ind i lydbilledet, indtil nummeret skifter karakter og eksploderer i symfonisk og melodisk punkrock. Og Settlefish får plads til en slags små mellemspil på albummet i form af “Getting the Clicks Out of Our Hearts” og “Rooms” – små instrumentalnumre, der lige trækker aggressiviteten og desperationen ud af kroppen, inden musikken og følelserne eksploderer igen.

Det er netop Settlefishs blanding af klassisk emo og små fremmed-musikalske finurligheder, der gør The Plural of the Choir til en fornøjelse at lytte til. Guitarangreb går i spænd med håndklap i “It Was Bliss”, og i det efterfølgende “The Marriage Funeral Man” synger Jonathan Clancy duet med sig selv. Og der er også plads til forholdsvis ligefrem indierock som “The Second Week of Summer”, der med sin titel nærmest stråler af indie-sommerhit.

I det korte “To the North” og det fremstormende “Blinded by Noise” fornemmer man en snert af mathrock. Det efterfølgende nummer, den knap ét minut korte “Sparrows You Will Fly” bygger med lyden af publikum fantastisk op til crescendo – for derefter at slutte brat uden forløsning! Det giver en fantastisk effekt, men man ærgrer sig også over, at nummeret ikke får lov til at udfolde sit storladne potentiale. Inspiration mangler absolut ikke på The Plural of the Choir, og man får næsten lyst til at være glad for, at Jonathan Clancy og hans kæreste gik fra hinanden.

Settlefish afslutter fornemt albummet med det crescendo-søgende “We Please the Night, Drama”. Her blander bandet emorocken med rytmiske dryp af klaver, et svævende mellemspil med desperate »Oh God«-råb fra Jonathan Clancy og en slags semi-larmende, støjopbyggende og melodisk postrock. Det er således en rigtig fornem afslutning på et album fra et band, der i sin kerne spiller emorock, men som netop og heldigvis tør balancere på afgrunden, så det er fængslende, interessant og frem for alt fantastisk musikalsk at lytte til.

★★★★★☆

Deltag i debat