Nyheder

Sonic Youth på Roskilde Festival


Det ser ud til, at endnu et stort og interessant navn har fundet vej til årets Roskilde Festival. Ifølge det tyske musiksite Universal Rock er det legendariske støjrock-band Sonic Youth således på nippet til at blive tilføjet den officielle bandliste.

Newyorker-bandet, der sidste år udgav albummet Sonic Nurse, er pionerer inden for den støjende guitarrock og har siden starten af 80’erne udgivet den ene kritikerroste plade efter den anden. Især Daydream Nation fra 1988 bliver af mange betragtet som en milepæl i rockhistorien, men her 17 år efter fremstår Sonic Youth stadig som et interessant og vedkommende band.

Ud over Thurston Moore og co. er Mars Volta ifølge Universal Rock også at finde på årets festival. Posthardcore-bandet, der er en udløber af At the Drive-In, debuterede i 2003 med De-Loused in the Comatorium og har netop udgivet albummet Frances the Mute.

Leave a Reply