Nyheder

Spleen United debuterer til september

“Hvor Spleen United er dukket op fra, kan jeg ikke sige, men jeg vil dog udtrykke et ønske om, at de vil gøre det lidt oftere. Spleen United er et spændende bekendtskab med masser af talent.”
Det var den begejstrede melding fra Undertoners anmelder, efter at de tungsindige århusianere Spleen United havde serveret deres shoegaze-inspirerede synthpop for publikum på Spot09 i 2003.

Siden da har bandet ikke givet meget lyd fra sig på pladefronten ud over en demoudgave af nummeret “Heroin Unltd.”, der til gengæld også indbragte dem 8 uger på Det Elektriske Barometer.
Men nu er der stensikkert mere på vej fra kvintetten. De er blevet holdkammerater med folk som Nephew og Aalborgs bad boy nr. 1, Niarn, efter at Copenhagen Records har skrevet kontrakt med dem.
I første omgang kan man høre d’herrer i forbindelse med Spot11 i Århus, men til september skulle det første fuldlængdealbum fra Spleen United ramme pladeforretningerne.

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar