Plader

Wäldchengarten: Electrical Bonding

Den seneste udgivelse fra Wäldchengarten udkommer passende på det amerikanske selskab Desolation House. Fra denne bastion af elektronisk mørke suger de danske noise-skulptører igen al opmærksomhed til deres dystopiske malstrøm og lytteren længere bort til uvisse tilstande.

Broderparret Lars og Dennis Hansen fra Aalborg har de seneste fem år skabt sig en bemærkelsesværdig karriere på en svært tilgængelig og kuriøs scene. Udgivelser som Six Silver Bullets, Was Kommunikation? og … In Preparation of Machines to Fall blev modtaget med stor interesse af medier og publikum i hele verden, mens der i Danmark voksede en hvisken om noise-duoens stærkt anderledes musik. Aldrig har en radikal afstikker af electronicaen nået så stor en lytterskare i Danmark. Blandt nogle var det et über-raffineret trademark at have påklistret sin skuldertaske – et navn med umlaut og avantgarde-eftersmag, der udstrålede individets provokerende nysgerrighed over for maskinalderens dehumanisering. Blandt andre en profetisk summen af elektronikkens formåen, i stand til at flytte grænserne for mange lytteres musikalske horisont.

Det er så sandt, som det er sagt. Electrical Bonding er i høj grad musik, der bevæger grundstenene i musikopfattelsen, og endvidere en til tider smertelig meditation over intetheden. En intethed eller et dystert tomrum ryddet for smil, levende natur og blå himle, hvor de døde genstandes stemmer er vakt til live. Grundstemningen er elegisk og foruroligende, men den udprægede fremmedhed opfattes også med nysgerrig forundring. Det er som en tur i spejlkabinettet, hvor mørket pludselig sænker sig. Her rammes sanserne af en tyfon af ladet elektricitet, og det er vel at mærke ikke en udfoldelse af menneskelig magt. Det er, som om musikken udlever sin egen vilje gennem æterisk baggrundsstråling og forladte fabrikshaller. Man har virkelig svært ved at forestille sig, hvordan mennesker kan have udtænkt så brutal en æstetik. Igennem oplevelsens 40 minutter indgås der ikke et eneste kompromis med menneskelig og organisk kunst. Vi betræder et andet univers, hvor naturlove for længst er blevet trodset af maskinernes vilje til egen eksistens.

Det er derfor også svært at forestille sig, hvordan musikken egentlig er blevet frembragt. Guitaren og andre gennemskuelige støjkilder, der på tidligere udgivelser dominerede Wälchengartens univers, er ikke længere genkendelige for øret. Enkelte steder lægger man mærke til jacks, der summer magnetisk i kontakt med stikket, men ellers optræder de ætsende klangflader som monstre af strøm, der overtager hinandens langstrakte pust i piberne på skærsildens orgel.
Albummet er inddelt i fem suiter, der på samme måde umærkeligt afløser hinanden. Lydbilledet fremstår som et uadskilleligt hele, hvis myriade af parallelle forløb konstant undergår forvandling.

Modsat … In Preparation of Machines to Fall, der var langt mere enkel og distinkt i sine momentane meloditilløb, fremstår Electrical Bonding som den voksne udfoldelse af Wäldchengarten. Fænomenet er blevet sine dybder bevidst, og selv om coverets medfølgende prosastykke ydmygt og med en latent selvdestruktion konstaterer “with nothing better to do than sticking forks into electrical outlets”, har foretagendet nu taget en drejning til et decideret mørke. På bagsiden af albummets cover ser man gennem et glughul et lukket øje. Huden har samme udseende som hos et lig, medtaget af dødens proces, og de omgivende metalflader er henlagt i rustbrune og irgrønne nuancer, der for alvor varsler det levende i maskinernes ælde. Tiden og mørket har givet dem en historie og affødt en tilstedeværelse.

Allerede i åbningsnummeret “Cancels Out If Need Be” flakker øjnene nervøst i rummet. De forventer synet af elektrostatiske spøgelser, der slæber deres lænker gennem skærende digital ild og flimrende bade af strøm. Således er Electrical Bonding en af de mest abstrakte og filmiske lytteoplevelser længe. Som kun påvirket af ægte udfordrende musik, anfægtes hjernen af mulighederne i de fremdukkende lyde. Man digter i fantasien videre på tonernes forløb, men musikken er så amorf og uforudsigelig, at man konstant må spidse ører for at følge detaljerne.

Et optrin maler disse industriens fantomer flydende under dybe vande. Deres pulseren udvikler sig med truende hast – kun for at blive opløst i et hav af elektrisk intensitet. Mellem ørene skabes billeder af levende metal, der i gnistrende øjeblikke fortærer og genføder sig selv. Andre gange fortabes bevidstheden simpelthen i oplevelsens øde landskaber.

Der findes musik, som langsomt åbner sig for lytteren, men i dette tilfælde er det musikken, der er det uforanderlige element i vekselvirkningen. Den eksisterer almægtigt på sine egne præmisser, og lytteren må langsomt tilpasse sin bevidsthed, før overleveringen træder i kraft. Da skyller de skurrende, ringende, hylende og skrattende plateauer over modtagerens pandebrask for til sidst at lade ham alene efter maskinstøjens metafysiske skyggespil. Måbende, rystende og … tom.

★★★★★☆

Deltag i debat