Plader

AIMology: s.t.

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Seneste skud på stammen af danske bands, der er hoppet med på garagerockbølgen. AIMology spiller melodisk og energifyldt, men virker samtidig en tand for kalkuleret og imagefikseret til at fungere rigtigt godt.

For et par siden blev fænomenet DM i rock genopfundet – måske som reaktion på, at der for alvor var kommet gang i den danske rockundergrund, og fordi mange nye bands igen var begyndt at sælge plader. For to år siden vandt gruppen Aim årets udgave af konkurrencen, og som man næsten har fået for vane i Danmark, betyder det en dansk udgave af tidens eller rettere forrige års udenlandske trends. I mellemtiden har gruppen ændret navn til AIMology med den lidt konstruerede begrundelse om, at der er tale om navnet på den tilstand, man kommer i ved at lytte til musikken.

AIMology er et klassisk rock’n’roll band med masser af energi og simple iørefaldende omkvæd. Gruppen har bare et stort problem, der ligger i, at det hele virker forceret og gennemtænkt. Der spilles på alle rock’n’roll-klichéerne i både musikken og den imagebevidste indpakning, der efterhånden er blevet kutyme for retrorocken. Bandet er iklædt hvide bukser, hvide slips, hvide sko og hvide skjorter og ligner på den måde en nærmest tro kopi af The Hives. På forsiden vises gruppen iklædt selv samme mondering, mens de springer rundt og signalerer gang i musikken. Samtidig kan man i indercoveret finde et billede af et væltet trommesæt med guitar og bas smidt oven i.

Men hvorfor bruge så meget tid på noget relativt ligegyldigt som musikkens indpakning? Svaret er det enkle, at det siger noget meget rammende om den musik, der er at finde på cd’en. Har man bare fulgt nogenlunde med i den rytmiske musikscene de seneste tre år, vil man efter at have set coveret næsten være i stand til at kunne synge ep’ens fem sange uden overhovedet at have lyttet til så meget som tone af den. I den medfølgende pressemeddelelse beskrives AIMology som en synergi af musik, stil og show. Det havde været ønskeligt, hvis gruppen havde brugt flere kræfter på førstnævnte og færre på de to sidste faktorer. En smule provokerende kan man sige, at gruppen heller ikke har brugt så mange kræfter på stilen, idet den er planket direkte fra andre bands i samme genre.

Men når alt dette ironiske omkring musikkens forudsigelighed og forsøg på imagemæssige iscenesættelse er nævnt, står tilbage, at AIMology egentligt er et ganske udmærket rockorkester, hvis største problem bare er, at der de sidste år er kommet så mange plader i samme genre, at man skal være ualmindeligt fascineret af tressernes rockscene for at juble begejstret over endnu et band, der spiller sådan. AIMology er måske ikke den bedste retrorock-gruppe, der er kommet ud af den seneste fokusering på genren, men de er absolut heller ikke blandt de svageste.

De fem numre på AIMology er svingende garagerock af den slags, der nok er svedig og med masser af gang i den, men ikke er så beskidt, at nogen bliver skræmt væk af den. Undervejs er der et par kig til soul, hvilket får tankerne hen på grupper som The Bellrays og The Detroit Cobras, der ligeledes blander 60’ernes soulmusik ind i rockens univers. Ep’en sættes i gang med “Play”, der er en energifyldt sag, der får sat musikken på skinner. Den medrivende rock fortsætter på de næste par numre med skæring nummer tre, “Ride Me Down”, som klart bedste bud på et solidt rocknummer med alle genrens klichéer lige fra de indledende trommer, der sætter musikken i gang.

Sangerinde Veronica D’Souza har en varm stemme, der på en gang både er rå og kan skabe en inderlig, sjælfuld og i nogle tilfælde sexet stemning i musikken, eksempelvis i balladen “Narcissus”. Men samtidig har hun ikke den farlighed, som kendetegner en sangerinde som Karen O fra The Yeah Yeah Yeahs. Det gør musikken umiddelbart mere lyttevenlig og let tilgængelig, men også markant mere kedeligt.

Da AIMology vandt DM i Rock for et par år siden, var garagerockens revival stadig på toppen, og på den baggrund kan man dybest set ikke klandre gruppen for først at komme på plade, nu da man er begyndt at blive træt af genren efter en markant overeksponering. Men den klassiske garagerock har været overlevelsesdygtig i nu snart 50 år, med større og mindre opmærksomhed – og mon ikke, at levetiden for genren varer en rum tid endnu. Selv om AIMology spiller en acceptabel udgave af genren, lyder gruppen dog mest som en lettere udvandet udgave af et modefænomen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat