Plader

Bunky: Born to Be a Motorcycle

En klon af mange forskellige musikalske indfaldsvinkler udgør grundstammen på Bunkys debutplade med elementer fra både punk og twee-pop. Ind imellem er det svært at holde rede på sangene, men det fungerer virkelig godt på en sær, smittende og crazy måde.

Åbner man hjerneskallen på de to hoveder bag San Diego-duoen Bunky, Rafter Roberts og Emily Joyce, vil indholdet sikkert ligne et musikalsk tivoli med sære forlystelser og prægtige features, der er grundlagt med et solidt håndværk. Indløser man deres sæsonkort Born to Be a Motorcycle, får man underholdning for alle pengene og savner kun pølser, is og glaserede æbler.

Det er temmelig crazy, dét der foregår på pladen, men på den gode måde. Der holdes hånd i hanke med galskaben, og selv om legetøjs-larm, skrig og skrål får deres helt egen plads i puslespillet, passer brikkerne sammen, og musikken giver mening. Skabelonerne, som holder det hele sammen, er baseret på Emily Joyces vokal og trommespil samt Rafter Roberts’ vokal og energiske guitarflader, hvorefter duoen sammensætter sangene af lige dele samplinger, beats og masser af hornarrangementer.

Hornet trykkes også i bund, når tæppet falder på Baba, der sætter godt med fart og tempo. Som taget ud af en Blues Brothers-film skriger hornene heftigt sammen med trommer og tung guitar.
Man skulle tro, at parret havde brugt en uge på at se gamle detektiv- og spionfilm, for den klassiske 007-guitar er fremme i skoene på næste nummer Yes/No.
Indledningen på Born to Be a Motorcycle er temmelig 60’er- og 70’er-inspireret med en mere blues-rocket lydside end dét, der møder os på de næste otte numre.

Et anderledes skævt indtryk giver Funny Like the Moon. Kabaretsang fra Emily Joyce erstattes af punkrock-omkvæd med hoppende guitar, hurtig trommespil og Rafter Roberts forvrængede skrige-vokal. Nummeret går op og ned. Først lillepige-sang, så punk og derefter sløv trompet. Et skizofrent og crazy bud på et hit anno 2005, der efterfølges af den lige så bizarre Gotta Pee, som starter med lyden af en guitar udsat for tortur. Derefter følger klokkespil, claves og guitar, pænt pakket ind af Emily Joyces blide vokal, hvorefter nummeret sprætter sig selv op i et sønderrivende omkvæd, hvor den torturerede guitar rejser sig som Stallone i Rambo II.

Boy/Girl er mere afdæmpet, og hvor de to forrige numre havde punkguitaren som rød tråd, pakkes dreng/pige-arrangementet hér ind i samplinger, akustisk guitar og trompet. Det giver et mere poppet udtryk, der svæver letbenet ud i æteren, hvor sangen kun er høje og lave ai-råb, der lyder som en japaner på stoffer, messende og givende, hvilket pirrer og drager lytteren helt ind i lydstudiet.

Ordet Bunky er sammensat af duoens to mest afholdte dyr, bunny og monkey. Navnet svarer meget godt til den musik, der strømmer ud fra øvelokalet. Hoppende, elegant og tempofyldt som kaninen. Flabet, originalt og menneskeligt som aben. Chuy giver et godt eksempel på denne kompleksitet i sin opbygning med bas og en eller anden form for samplet guitar, der bagerst i lydbilledet understøttes af keyboard, Emily Joyces lyse vokal trækkes helt ud i slutningen af linierne. Elektro-rocken tager over i omkvædet, trykker hårdt og kort, hvorefter englen Joyces sukkervokal runder det hele af, så mikset lander omkring et nærmest lofi-agtigt udtryk. Det tager lige et par forsøg at få styr på tingene, men det er til gengæld også et af de numre, der ikke slipper, når det først har fat.

Der skrues lidt ned for tempoet på pladens sidse tredjedel.
Den afdæmpede duet Cute Not Beautiful lyder som ren drømmende akustisk pop, bortset fra det støjpunktum, der sættes til allersidst.
Livenummeret Glass of Water inviterer lytteren helt ind på scenen med klap og tilråb. Det rolige blues-riff syes ikke særlig pænt sammen med frustrerede råb og skingre skrig fra Rafter Roberts, men små klynk fra en plastic-and får da smilet frem. Generelt er det dog et alt for rodet og ligegyldigt nummer uden den coolness, der præger sammensætningen på de øvrige numre.

Anderledes kække og kælne er Heartbunk og Lipstick Life, der på hver sin måde serverer en ny og spændende ret. Førstnævnte i form af en spindende kat, Emily Joyce, der som en Brigitte Bardot pirrer med sin vokal, sammen med lidt trompet og guitar.
Sidstnævnte nummer i bedste Air-stil med drømmende lydflader og akustisk guitar, der svæver sammen med hviskende vokaler og lavmælte trommer.

En fin afslutning på en fin debutplade, der minder om et laboratorium, hvor forsøgene ryger rundt i luften. Ikke alt er lige brugbart, men der sker noget konstruktivt.
Mange af Bunkys ideer er originale og interessante, og de har fået god hjælp fra folk bag så gode navne som Castanets og Black Heart Procession. Born to Be a Motorcycle er en popplade i et punkcover, og selv om det ind imellem bliver lige kreativt nok, er det sjældent, at duoen mister fodfæstet. Tivoliet er åbent, og du kan roligt købe en billet, hvis du har mod på at prøve lidt af det hele.

★★★★☆☆

Deltag i debat